"Vi håber snart på en melding fra Syddjurs Kommune på vores ansøgning om at måtte opstille en pylon ved ingangen til Ryomgård fra Aarhus-siden," siger Allan Rytter, formand for Ryomgård Erhvervsforening. Foto: Lars Norman Thomsen

Pyloner:

Ryomgård Erhvervsforening afventer klarmelding på ansøgning hos Syddjurs Kommune

Byrådet har besluttet, at der kan opsættes digitale byportaler i form af LED-skærme i kommunen. Ryomgård Erhvervsforening er klar til at gå i gang

Af
Lars Norman Thomsen

RYOMGÅRD Ryomgård Erhvervsforening ser frem til snart at kunne få lov til at opstille en digital byportal, en såkaldt pylon, ved indgangen til byen fra Aarhus-siden.

"Syddjurs Byråd har jo tidligere godkendt, at private kan opstille pyloner, og vi har en ansøgning liggende hos kommunen, som vi afventer svar på," fortæller Allan Rytter, formand for Ryomgård Erhvervsforening.

Placeringen, hvor Thorsagervej og Slotsgade, mødes vil være inden for byskiltet, hvor bilerne må køre 50 m/t.

Om pylonen skal placeres i vejarealet eller på matriklen ved den nye og flotte Ryomgård Bypark (er netop indviet, red.) vil kræve en besigtigelse, har Syddjurs Kommune tidligere gjort rede for i et notat.

Placeringen vurderes - uanset hvad - egnet til en dobbeltsidet pylon.

"Trafiksikkerhedsmæssigt vurderes placeringen ikke til at være god på grund af den korte afstand til letbaneoverkørslen, men det vurderes samlet set, at det element ikke er tilstrækkeligt til at tale imod denne placering. Indhentning af tilladelse vil afhænge af den endelig placering. Er det i vejarealet, så er det vejmyndigheden der skal have ansøgningen, og er det inde på matriklen ved byparken, er det grundejer (Pindstrup Mosebrug)," noterer Syddjurs Kommune i det nævnte notat.

"Vi håber snart, det går i orden, for vi har fået landet et godt tilbud, og vi vil også selv stå for driften," siger Allan Rytter, der ser pylonen som en klar mulighed til at markedsføre byen og området bedre.

Især i forhold til de bilister, der kommer kørende fra Aarhus i sommerperioden med kurs mod Djurs Sommerland.

Mere lys på i julen

Ryomgaard Erhvervsforening modtog i maj endnu en bevilling fra Sparekassefonden Midtdjurs til indkøb af yderligere julebelysning på 68.118 kroner.

"Det er tredje gang, at Sparekassefonden støtter os, så vi kan udvide vores julebelysning. Vi startede i 2017, og sidste år var der julestjerner og juletræer i 55 lygtepæle. I år kan byens borgere og gæster se frem til, at der også kommer lys i akacietræerne ved rundkørslen," lover Allan Rytter, der oplever en velkørende erhvervsforening, hvor der på den nyligt afholdte generalforsamling var lutter genvalg til bestyrelsen.

"Vi har ikke så meget detailhandel tilbage i Ryomgård, men de butikker vi har, er yderst solide og velkørende. Vi har fået en flot letbanestation, der er gang i et spændende nybyggeri i Ryomgård Midtpunkt, vi har udstykninger, to gode skoler, et velfungerende idrætsliv og flot natur, så det ser ikke så tosset ud."

Publiceret 03 July 2020 11:00