Indehaver Niels Haslund forventer at køre sin tid ud i sit eget regi under det nye forretningsnavn HR Haslund. Foto: Martin Schultz

Indehaver Niels Haslund forventer at køre sin tid ud i sit eget regi under det nye forretningsnavn HR Haslund. Foto: Martin Schultz

Tøjmand på Hovedgaden går selv

Coronakrisen var hård ved tøjforretningerne. Røndes tøjmand Niels Haslund fortsætter som HR Haslund uden at være en del af de kendte kæder

Af
Martin Schultz

RØNDE Fra den ene dag til den anden stoppede al handelen. Gaderne lå øde hen, og der var ingen kunder i butikken. Oveni i corona-chokket oplevede indehaver af Din Tøjmand EBM, Niels Haslund, at Din Tøjmand-kæden, som lå i forhandlinger med Mr-kæden om en sammenslutning, kollapsede og gik konkurs.

”Finanskrisen var også hård, men det her var anderledes. Efter corona-nedlukningen gik handelen i stå fra dag til dag,” siger Niels Haslund, som ellers var klar til en travl forårssæson.

”Men der var ingen biler på gaden og ingen kunder i byen. Ingen fester, ingen konfirmander, ingen bryllupper, som vi også lever af. Det hele blev aflyst. Jeg har ikke oplevet noget lignende.”

Niels Haslund sendte sine tre medarbejdere hjem på lønpakke-ordningen og stod selv for den daglige drift.

”De første tre måneder var ikke spændende. Handelen kom først i gang i juni måned, så vi har noget vi skal have indhentet,” siger Niels Haslund, som igen har hele sit hold på plads. De er tre mand og en elev.

Kædekollaps

Niels Haslunds herretøjsforretning har været en del af Din Tøjmand kæden siden han i 2005 kom til Rønde og overtog forretningen på toppen af Hovedgaden efter Henning og Jytte Christensen.

”I kæderne har vi fordelen af at være fælles om indkøb, markedsføring, kampagner, EDB og gennemfakturering. Det hele er lidt nemmere, men det koster. Men Din Tøjmand-kæden havde mistet forretninger, og så kunne det ikke løbe rundt længere. Der var forhandlinger om en overbygning med Mr-kæden, men corona-krisen væltede det hele. Nu har Mr-kæden overtaget aktiverne i Din Tøjmand,” fortæller Niels Haslund. Kædekollapset berører ikke den enkelte forretning, men Niels Haslund har nu forladt kædesamarbejdet for at gå selv.

Ikke gå og glo

Niels Haslund blev udlært i Allingåbro hos manufakturhandler Viktor Marcussen og fortsatte efter udstået soldatertid som salgsassistent i syv år hos EHM i Randers. Han flyttede til Vejle og var i tyve år butikschef i forskelle tøjforretninger i Vejle inden han i 2005 kom til Rønde.

”Efter så mange år i branchen kan jeg godt selv. Jeg kan klare mig uden kæden,” siger Niels Haslund, snart 64 år, som nu kalder sin forretning HR Haslund. Et nyt skilt er på vej, der kommer ny facade og ny indretning inden for i butikken.

”Vi laver om, så vi får et nyt look, både indvendig og udvendig. Vores sortiment er stadig det samme, nemlig alt i herretøj fra konfirmanden til den modne mand. Vi præsenterer den nye butik først i september. Så har vi været her i Rønde i 15 år,” siger Niels Haslund.

”Nu er alle mand tilbage og vi skal op på hesten igen. Vi er klar til at give den en skalle.”

Efter de to uforudsete begivenheder, corona-krisen og kædekollapset, er der nok med udfordringer. Niels Haslund lover gode priser og et heftigt udsalg, som starter torsdag 16. oktober. Og så ser han ellers frem til efteråret og bedre tider.

”Vi skal ikke gå og glo - det kan jeg ikke finde ud af,” slutter en trods alt optimistisk Niels Haslund.

Publiceret 16 July 2020 08:00