Der er ekstra mange gæster i Munkholm Zoo i øjeblikket. Alle fotos: Katharina Andersen

Der er ekstra mange gæster i Munkholm Zoo i øjeblikket. Alle fotos: Katharina Andersen

Højsæson: Hundredvis af gæster i Munkholm Zoo

Halv pris på entréen og masser af danskere, der har valgt at holde ferie hjemme, har fået antallet af gæster til at boome i Munkholm Zoo

Af
Katharina Andersen

Balle Det er en særdeles travl dag i Munkholm Zoo midt i uge 29. Omkring 700 gæster, som i øvrigt er parkens max antal, spadserer rundt blandt dyrene i parken, og både Benny Johansen, indehaver af Munkholm Zoo og de øvrige ansatte løber ekstra stærkt i øjeblikket. For der er ekstraordinært mange besøgende i øjeblikket.

"Det mærker vi i dén grad, og det skyldes formentlig, at vi lige nu har halv pris på entéen som en del af regeringens sommerpakke. Selvom vores priser ikke er de højeste, så er det dyrt at holde ferie i Danmark, som mange har valgt i år, så derfor tror jeg, vi ser mange gæster i øjeblikket," siger Benny Johansen.

Dækker kun noget af tabet

Indenfor den første time af dyreparkens åbningstid er omkring 450 gæster at finde i parken, og selvom det glæder Benny Johansen, at der i disse uger er rygende travlt, så dækker det kun en del af det tab, som parken har haft som følge af coronavirus.

Selvom parken er oppe på maks antallet af gæster, så er der meget udskiftning i gæsterne i løbet af dagen.

Selvom parken er oppe på maks antallet af gæster, så er der meget udskiftning i gæsterne i løbet af dagen.

En lokal ildsjæl startede tidligere på året en indsamling netop til fordel for Munkholm Zoo, og den endte ud med et særdeles flot beløb, fortæller indehaveren.

"Vi fik doneret 150.000 kroner til parken, så det er rigtig flot."

Selvom der er masser af mennesker blandt dyrene og i restauranten, så frygter Benny Johansen ikke, at der bliver overfyldt i parken.

"Vi har heldigvis en rigtig jævn udskiftning i løbet af dagen, så dem, der har små børn og kommer tidigt, de bliver typisk et par timer, mens andre kan blive i flere timer. På den måde er antallet ret stabilt omkring de 700 gæster."

Publiceret 25 July 2020 08:00