Nazareth indtager sofaen og scenen hos Fuglsøcentret 5. november 2021. Pressefoto

Nazareth indtager sofaen og scenen hos Fuglsøcentret 5. november 2021. Pressefoto

'Love is like a flame, it burns you when it's hot'

Endnu et af 1970'ernes rockbands, skotske Nazareth, lægger vejen forbi Hotel Fuglsøcentret i 2021

Af
Lars Norman Thomsen

FUGLSØ Det er atter lykkedes Fuglsøcentrets direktør Peter Brinks at signe et af de udenlandske bands, som havde en storhedstid i 1970'erne.

Denne gang det skotske rockband fra Dunfermline, Nazareth, der består af det originale medlem, bassisten Pete Agnew den mangeårige første-guitarist Jimmy Murrison (med fra 1994) og trommeslageren Lee Agnew, der har Pete Agnew som fædrene ophav, (med fra 1999) samt den nye vokalist Carl Sentance (med siden 2015).

Sidstnævnte var ikke en uerfaren herre, da han tog over efter midtpunktet Dan McCafferty.

Carl Sentance var i 1970'erne involveret i forskellige rockede og metalliske projekter - blandt andet med Phil Campbell fra Motörhead og Geezer Butler fra Black Sabbath.

Nazareth blev dannet i 1968 og udgav deres selvtitulerede album i 1971, men er bedst kendt for deres album fra 1975, 'Hair of the Dog' og numre som 'Broken Down Angel', 'This Flight Tonight' og deres cover af klassikeren 'Love Hurts', hvorfra linjen i rubrikken stammer.

Balladen 'Love Hurts' er en sang skrevet og komponeret af den amerikanske sangskriver Boudleaux Bryant og indspillet af en lang række kunstnere.

Nazareths melodiske version med bandets oprindelige forsanger Dan McCafferty i den skærende og raspende vokale forgrund blev lidt af et hit verden over og konsoliderede bandets tidlige karriere.

Nazareth lægger vejen forbi Hotel Fuglsøcentret i 2021 med en af deres, efterhånden, sjældne danske koncerter.

I storhedstiden i 1970’erne blev Nazareth sammenlignet med Deep Purple, Thin Lizzy og Black Sabbath.

De senere 'Guns N’ Roses' og frontman Axl Rose nævner for øvrigt Nazareth som én af deres vigtigste inspirationskilder. 'Guns N’ Roses' har bl.a. lavet et cover af Nazareths hit 'Hair Of The Dog'.

Nazareth går på scenen i Fuglsøcentret 5. november 2021.

Koncertbilletter kan allerede nu bestilles på Fuglsøcentrets hjemmeside.

Publiceret 08 August 2020 11:00