Christian Haubuf vil diskutere tavshedskultur i den kommunale organisation med sine gruppefæller ved søndagens sommergruppemøde. Arkivfoto

Christian Haubuf vil diskutere tavshedskultur i den kommunale organisation med sine gruppefæller ved søndagens sommergruppemøde. Arkivfoto

Christian Haubuf vil diskutere tavshedskultur med gruppen

Socialdemokratiet mødes søndag til det årlige sommergruppemøde i borgmester Ole Bollesens sommerhus på Mols

Af
Lars Norman Thomsen

LOKALPOLITIK "Vi er ikke ude i at skulle snakke etableringen af en whistleblowerordning, men jeg har længe ønsket at diskutere tavshedskultur blandt medarbejderne i den kommunale organisation," siger Christian Haubuf forud for søndagens sommergruppemøde med partifællerne.

"Jeg har flere eksempler på medarbejdere, der ikke tør komme frem med deres holdninger, fordi de frygter for konsekvenserne," siger Christian Haubuf.

"Derfor vil jeg snakke med min gruppe, om der er et reelt problem, og hvordan vi kan løse det bedst muligt til gavn for os alle. Det skal ikke ende ud i, at snakke om, hvordan medarbejderne kan komme med sure opstød om deres nærmeste chef, men mere om, hvordan vi som politikere kan være med til at forbedre dagligdagen på rådhuset og give de ansatte en platform til at komme med forslag til, hvordan deres arbejdsdag kan blive bedre og nemmere."

Kun for gruppen

Socialdemokratiet afholder hvert år et sommergruppemøde, hvor kun byrådsgruppen på otte deltager.

Her får gruppens otte medlemmer lejlighed til at kigge fremad mod det kommende efterår og afgørende politiske temaer. Ikke mindst arbejdet med det kommende års kommunale budget.

"Vi kommer også til at snakke kommunalvalg naturligvis, og hvordan vi bedst muligt får profileret vores borgmesterkandidat Michael Stegger Jensen rent politisk, og vi skal snakke strategi i forhold til valget," siger Christian Haubuf.

Normalt er Socialdemokratiet mest til mere åbne møder, når byrådsgruppen samles. Sommergruppemødet er det eneste af slagsen, som udelukkende er forbeholdt byrådsgruppen. Sommergruppemødet afholdes i borgmester Ole Bollesens sommerhus på Mols.

Ole Bollesen genopstiller ikke til næste kommunalvalg. Det samme er tilfældet med Niels Gyldenlund Mikkelsen, som i stedet opstiller til valget til Regionsrådet.

De øvrige seks byrådsmedlemmer skal efter Lokalavisens oplysninger være villige til at genopstille.

Publiceret 12 August 2020 16:30