Winnie Bech Røddik Friis er tiltrådt i en nyoprettet stilling pr. 1. juni 2020 som advokat hos MP Advokater i Ebeltoft. Pressefoto

MP Advokater ved Mads Petersen har nu hele førstesalen over blomsterbutikken på Jernbanegade. Med ekstra 75 kvadratmeter er der nu god plads til de fire advokater og tre advokatsekretærer. Foto: Lone Rubin

MP Advokater i Ebeltoft har udvidet

MP Advokater har fået plads til en udvidelse af medarbejderstaben

erhverv Midt i en alvorlig og uforudsigelig Corona-krise i foråret besluttede MP Advokater at føje 75 kvadratmeter til lokalerne på Jernbanegade i Ebeltoft. Lejemålet ved siden af var blevet ledigt, og selvom der stort set ikke var gang i forretningen fra midten af marts til midten af maj, tøvede indehaver Mads Petersen ikke.

"Advokater har som regel altid arbejde, uanset om det går op eller ned – enten med handler og kontrakter eller konkurser og inkasso. Men Corona var helt anderledes. Vi havde ingenting at lave. Det var skræmmende. Men jeg var nødt til at gribe chancen, da den bød sig. Det er ikke hver dag, nabolokalet lige står tomt," fortæller han.

Byggerodet kom sådan cirka samtidig med, at arbejdet begyndte at komme ind igen. Men det var hurtigt overstået, og nu har MP Advokater 225 kvm til rådighed. Og det er godt, for så er der bedre plads til Winnie Bech Røddik Friis, der blev ansat som ny advokat i februar, men efter aftale først startede 1. juni 2020, da hun skulle have sluttet sit tidligere job på en ordentlig måde.

Tilvækst af sager

Allerede sidste år kom der også en ekstra advokatsekretær til, så nu tæller medarbejderstaben fire advokater og tre advokatsekretærer. Udvidelsen af medarbejderstaben hænger sammen med, at der stille og roligt er kommet flere og flere kunder, siden MP Advokater blev skilt ud fra Zacher Advokater i 2018.

"Selvom vi lå stille i Corona-tiden, så har vi faktisk haft en netto tilvækst i sager på 24 procent fra nytår til nu, så det fortsætter. Lige nu er det hushandler, der topper, og jeg har ikke haft ret god tid til at holde ferie med familien," fortæller Mads Petersen.

Selvom advokaten har travlt på arbejde, er der også tid til frivilligt arbejde. Han er blandt andet kasserer i Business Djursland og er lige gået ind i bestyrelsen i 'Bæredygtighedens Folkemøde på Djursland'.

mj

Publiceret 03 September 2020 15:30