Hurtigere covid-19-test af børn:
Her kan man booke tid
Fra mandag skal der kun en tidsbestiiling til, for at raske børn over to år kan blive testet for coronavirus
Nu er det meget lettere og hurtigere at få testet sit barn for coronavirus. Fra i dag, mandag, skal der nemlig kun en tidsbestilling til, for at raskebørn over to år kan blive covid-19-testet. Det oplyser Region Midtjylland i en pressemeddelelse.
Børnene er velkomne alle de teststeder, man kan booke tider hos på coronaprover.dk. Tidsbestilling er nødvendig for børn.
Hidtil har coronatest af mindre børn både involveret praktiserende læger og i nogle tilfælde også ventetid, men sådan er det ikke længere.
For nu er reglerne for alle raske borgere over to år ens. Det kræver blot, at man logger ind på www.coronaprover.dk med sit NemID og bestiler en tid til test. Svaret kommer desuden på sundhed.dk.
"De faglige eksperter vurderer, at det er fuldt forsvarligt, at vi tester børn og voksne samme sted, så jeg er glad for, at vi fra mandag kan tilbyde bedre muligheder for at få en testtid, der passer til behov og transportmuligheder," siger Regionsrådsformand Anders Kühnau (S) i pressemeddelelsen.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Det er jo ikke altid, at små børn er enige med voksne om, hvad der skal ske. Af hensyn til andre der venter, vil der da også være en grænse for, hvor mange gange testpersonalet forsøger at gennemføre podningen.
"Personalet er både flinke og dygtige, men hvis de kommer i situationer, hvor børn simpelthen ikke vil være med, så kan det blive nødvendigt, at de beder forældrene bestille en ny test for at prøve igen senere," fortsætter regionsrådsformanden i pressemeddelelsen.
Børn under to år bliver som hidtil udelukkende testet på hospitalerne, og kun hvis de bliver henvist af en praktiserende læge.
Som hos voksne sker testen af børn over to år med en vatpind, der samler en spytprøve fra området omkring mandlerne. Testen er ufarlig og hurtigt overstået, men kan føles ubehagelig.
Testresultater for personer uden symptomer ligger normalt klar på www.sundhed.dk indenfor tre døgn.
jwh
Publiceret 07 September 2020 11:29