Covid-19: Situationen er under kontrol på Djursland

De seneste syv dage har der været tre borgere, der er konstateret smittet i de to Djurslands kommuner. Alle tre i Syddjurs

Af
Lars Norman Thomsen

Hverken Norddjurs eller Syddjurs Kommune optræder på den bekymringsliste med 39 kommuner som Statens Seruminstitut og de øvrige sundhedsmyndigheder har sat corona-luppen ekstra på, fordi de alle har høje smitteal.

Det er især Odense, København og kommunerne omkring hovedstaden, som har høje smittetal, men sundhedsmyndighederne har sat en nedre grænse for, hvornår der skal holdes ekstra øje. Den hedder mere end 20 smittede pr. 100.000 indbyggere i de seneste syv dage.

I Syddjurs har tre personer bonet ud med en positiv test siden 4. september, ifølge statistikken fra Statens Seruminstitut.

Norddjurs kan til gengæld fremvise et stort rundt 0.

Det giver Syddjurs Kommune en såkaldt incidens på 7,0 og Norddjurs en på 0,0.

Incidens-tallet viser antallet af registrerede smittede opgjort pr. 100.000. Jo højere tal, jo mere er smitten udbredt.

Til sammenligning har Aarhus haft 67 smittede de seneste syv dage. Aarhus Kommune ligger med et incidens-tal på 19,1.

Publiceret 12 September 2020 13:00