Fra venstre Torben Christensen og Ann Christensen ved overdragelsen af butikken til Claus Honoré, Ulrik Thrane og Marlene Ernø Bak. Pressefoto

Fra venstre Torben Christensen og Ann Christensen ved overdragelsen af butikken til Claus Honoré, Ulrik Thrane og Marlene Ernø Bak. Pressefoto

Ebeltoft Optikpå nye hænder

Efter salget ændrer butikken navn til Thiele

Optik En af Ebeltofts kendte specialbutikker, Ebeltoft Optik i Adelgade, er fra medio september overtaget af et konsortium på to optikere, der i forvejen driver 11 andre Thiele-butikker rundt om i Jylland - alle med den lokale chefoptiker som medejer med en tredjedels ejerskab.

Mændene bag er den 55-årige Claus Honoré fra Herning og den 48-årige Ulrik Thrane fra Bjerringbro.

På udkig efter personale

Til at stå i spidsen for den nye Ebeltoft-butik har de allieret sig med den 30-årige optiker Marlene Ernø Bak.

Til at assistere sig i starten kommer der hjælp fra kædens andre butikker, men hun er allerede på udkig efter en uddannet optiker og en optikassistent, og her håber hun at kunne finde den ene eller begge to i lokalområdet.

Den hidtidige ejer, optiker Ann Christensen, der sammen med sin mand Torben har drevet forretningen gennem de sidste 18 år, har valgt at gå på pension, og planen er at flytte til Sjælland, når butikken er velafhændet.

Claus Honoré og Ulrik Thrane har tidligere været ansat i samme minikæde i en anden optikkæde, men startede så selvstændigt op med hver sin Thiele-butik i hhv Herning samt Bjerringbro og Viborg. Dette med så stor succes, at de nu har slået pjalterne sammen om opkøb og etablering af butikker i Hadsund, Skjern, Skive, Kjellerup, Aabybro, Randers og Ikast, og med etableringen i Ebeltoft har man nu 'dusinet fuldt' med i alt 12 butikker.

Alle er totalt nyindrettede efter Thiele-kædens omhyggeligt udarbejdet interiør-koncept og med det mest avancerede test og måle-udstyr som findes på markedet.

Hensynsfuld renovering

De nye ejere slog dørene op tirsdag morgen, og de næste halvanden uge køres der overtagelsessalg, inden håndværkerne rykker ind for at lave en gennemgribende men hensynsfuld renovering af den smukke facade og butik, så den passer ind i et Thiele-koncept anno 2020 og ind i Ebeltofts bybillede.

Fredag op til efterårsferien forventes butikken at åbne igen.

gs

Publiceret 15 September 2020 16:00