Der står ingen børn på venteliste til en plads i en daginstitution, vuggestue eller dagpleje i Hornslet, siger dagtilbudschef Kenneth Enrico Petersen, Syddjurs Kommune. Foto: Lars Norman Thomsen

Der står ingen børn på venteliste til en plads i en daginstitution, vuggestue eller dagpleje i Hornslet, siger dagtilbudschef Kenneth Enrico Petersen, Syddjurs Kommune. Foto: Lars Norman Thomsen

Pasningsgaranti:

Ingen børn står på venteliste i Hornslet

Syddjurs Kommunes dagtilbudsleder forsikrer, at kommunen lever op til pasningsgarantien - også i Hornslet

Af
Lars Norman Thomsen

HORNSLET "Syddjurs Kommune har en pasningsgaranti ligesom alle andre kommuner ifølge Dagtilbudsloven," siger Kenneth Enrico Petersen, dagtilbudsleder i Syddjurs Kommune. Pasningsgarantien fungerer således, at forældre senest tre måneder efter opskrivningstidspunkt på digital pladsanvisning tilbydes en alderssvarende plads.

"Vi har en maksimumsgrænse på 15 kilometer i forhold til tilbud om plads. Men denne maksimumsgrænse er aldrig blevet anvendt i Hornslet området. Enkelte forældre har dog ønsket Ugelbølle eller andre dagtilbud i stedet," fortæller dagtilbudslederen.

Han kan således ikke nikke genkendende til, at der på de sociale medier i forbindelse med den verserende debat om manglen på infrastruktur på skole- og daginstitutionsområdet i Hornslet har været røster fremme om, at der står børn på venteliste til en daginstitutionsplads.

"Vi har lige anvist pladser indtil nytår 2020/21, og alle har fået plads. Der er således ingen samlet venteliste i 2020," fastslår Kenneth Enrico Petersen.

Kan ikke selv vælge

Kenneth Enrico Petersen understreger, at forældre har ikke krav på en bestemt plads i en af kommunens fire integrerede (0-6 år) institutioner i Hornslet.

"Det er måske blevet forvekslet således, at forældre har haft opfattelsen af, at de selv kunne vælge institution eller dagplejer," siger han.

"Vi har således venteliste til specifikke institutioner, som lovgivningen foreskriver, men alle får en alderssvarende plads tilbudt."

Der er forældre i Hornslet, der har ønsket en vuggestueplads, men som tilbydes dagpleje i stedet.

"Andre steder i kommunen har vi ledige vuggestuepladser, men forældre der ønsker dagpleje," forklarer dagtilbudschefen.

Publiceret 17 September 2020 11:13