Ebba Grethe Møgelvang, Dansk Folkeparti, har en fortid i Venstre, og hun forsøger tilsyneladende at trække Dansk Folkepartis gruppe entydigt over i blå blok. Pressefoto

Ebba Grethe Møgelvang, Dansk Folkeparti, har en fortid i Venstre, og hun forsøger tilsyneladende at trække Dansk Folkepartis gruppe entydigt over i blå blok. Pressefoto

Budget 2021: Møgelvang skoser Ole Bollesen

Dansk Folkepartis nye byrådsmedlem Ebba Grethe Møgelvang enig med blå blok i synet på økonomisk politik

Af
Lars Norman Thomsen

BUDGET 2021 Er Dansk Folkeparti på vej mod et entydigt hamskifte i Syddjurs Byråd?

Det er gruppen bestående af Laila Sortland, gruppeformand Michael Mikkelsen og Ebba Grethe Møgelvang, hvis sidstnævntes syn på økonomisk lokalpolitik udtrykker en fælles opfattelse i gruppen.

Ebba Grethe Møgelvang, der afløste partiets nestor Per Dalgaard 1. maj 2020 som byrådsmedlem, skoser i en kommentar på Facebook i kommentarfeltet under en artikel 'Budget 2021: Rød blok vakler ikke en tøddel' borgmester Ole Bollesen (S) for ikke at ville forhandle om en skattenedsættelse under de nuværende budgetforhandlinger.

"Sørgeligt," mener Ebba Grethe Møgelvang, at Ole Bollesen ikke forstår sin egen statsministers argumentation for at forære en række kommuner muligheden for at sænke skatten.

Drift og anlæg

Ebba Grethe Møgelvang er også entydig i den debat, der er foregået gennem længere tid mellem primært repræsentanter for Socialdemokratiet og repræsentanter for Venstre, om det er alt for store anlægsprojekter igangsat i Claus Wistofts (V) borgmesterperiode med bl.a. socialdemokratiske stemmer, som er årsag til, at kommunens kassebeholdning ret hurtigt 'fik ben at gå på' og nærmere sig faretruende et niveau, som kunne få regnedrengene i Social- og Indenrigsministeriet til at ringe til rådhuset i Ebeltoft.

Wistoft og Venstre fastholder, at det der den manglende styr på driftsudgifterne i 2018 og 2019, der kuldsejlede kommuneøkonomien, mens Bollesen og Socialdemokratiet modsat hævder, at kassen har været tæt på tømning grundet alt for store og dyre anlægsbudgetter i Wistofts embedsperiode, som der nu skal betales regninger på.

"Mig bekendt efterlod han (Claus Wistoft (V), red.) en godt polstret pengekasse til sin efterfølger. Og man arver ikke udgifter på anlæg efter nogle, for de er allerede budgetteret i overslagsårene. Der er taget højde for at disse udgifter kommer i årene årenes efter," skriver Ebba Grethe Møgelvang i sit forsvar for Claus Wistoft.

Et synspunkt, som Kirstine Bille (SF) tidligere har udtalt til Lokalavisen, at hun er enig i.

Ebba Grethe Møgelvangs skriblerier må man forvente er afstemt med de øvrige i Dansk Folkepartis gruppe? Hvis svaret er ja, er Dansk Folkeparti på vej mod et afgørende politisk hamskifte i Syddjurs Byråd.

Hidtil har Dansk Folkeparti bakket op om Socialdemokratiet og venstrefløjen og i afgørende spørgsmål om den økonomiske politik stemte med borgmesterpartiet og den øvrige del af venstrefløjen.

Ebba Grethe Møgelvangs indlæg kommer som en kommentar til Venstres byrådsmedlem Christoffer Pedersen og Socialdemokratiets bestyrelsesmedlem i Socialdemokratiet Syddjurs Vest, Søren Holmgaard, hvor sidstnævnte i samme tråd sender en dartpil efter Claus Wistofts økonomiske politik, mens Christoffer Pedersen selvfølgelig forsvarer den med de samme argumenter som Ebba Grethe Møgelvang.

Læs her Ebba Grethe Møgelvangs indlæg i sin fulde længde:

"Idet den socialdemokratiske regering har åbnet for et godt tilbud om at skat kan nedsættes, er det sørgeligt at en S-borgmester ikke forstår samme parties budskab. Man ønsker med den nye udligningsreform en mere ligelig skatteprocent i landet. Derfor det gode tilbud om stor refusionsordning. Dårligt signal at sende fra rød side, men man skyder så efter den tidligere borgmester. Mig bekendt efterlod han en godt polstret pengekasse til sin efterfølger. Og man arver ikke udgifter på anlæg efter nogle, for de er allerede budgetteret i overslagsårene. Der er taget højde for at disse udgifter kommer i årene årenes efter."

Publiceret 19 September 2020 15:30