Mikkel Hjorth, t.h., er prof'en på dette hold. Han startede i Ebeltoft Golf Club som 12-årig. I dag bor han i Aarhus og spiller i Lyngbygaard Golf Klub. Fotos: Anette Bonde.

Mikkel Hjorth, t.h., er prof'en på dette hold. Han startede i Ebeltoft Golf Club som 12-årig. I dag bor han i Aarhus og spiller i Lyngbygaard Golf Klub. Fotos: Anette Bonde.

Ebeltoft Golf Club:

Vinderen af en VW Golf blev heller ikke fundet i år

Bilen som VW i Grenaa har sat på højkant i en årrække uden at blive scoret af nogen, er fortsat ledig

Af
Anette Bonde

golf Øjet knibes sammen, det vil være heldigt men vel ikke umuligt at ramme hullet. Men der er langt, der er sidevind, og det er længe siden at nogen, om nogen overhovedet nogensinde, har lavet hole-in-one på Hul 15... Kuglen lægges tilrette på tee'en, koncentration, et vindstød, koncentration igen. Og schwirzz - kuglen flyver mod Hul 15. Øv, den ramte ikke. Videre.

Noget lignende prøver alle de golfspillere, der i fredags deltog i Pro Am i Ebeltoft Golf Club. Hovedpræmien er en VW Golf sat på højkant af VW i Grenaa. Den har været udlovet i mange år, men ingen har endnu været heldige at få ram på den. Spillerne kan ellers se den skinnende lak og næsten lugte det nye indtræk, for den holder lige ved siden af tee-stedet.

Ud over bilen er der pengepræmier, i alt 30.000 kroner, til de professionelle, og der ud over sponsorpræmier til bedst spillende hold og præmier på alle 18 huller.

Forsikringen dækker

Henrik Toft, salgschef hos VW i Grenaa, følger spændt med. Han håber, at det i år vil lykkes at få bilen sendt med en vinder hjem. I forvejen har han lige tjekket bilforretningens forsikring, der vil punge ud, hvis bilen bliver vundet. Og forsikringen er betalt og klar, fortæller han med et smil.

"Jeg håber da, at bilen vindes i år. Godt for vinderen, og for os vil det betyde langt mere eksponering."

Han tilføjer, at netop deltagelsen ved Pro Am i Ebeltoft Golf Club ses af bilforretningen som en god måde at støtte op, når man skal placere sponsorater i lokalområdet.

Pro Am er størst

Jette Glargaard, formand for Ebeltoft Golf Club, fortæller, at golfklubben løbende har turneringer: sponsorturneringer, klubmesterskaber og en større Ebelgolfturnering, der har spillere fra hele landet. Men Pro Am er den ubetinget største, og faktisk afholdes der kun fem-syv Pro Am'er i Danmark.

"Vi er stolte af at have lavet Pro Am igennem mange år. Og vi har allerede tilmeldinger til næste år. Der er selvfølgelig udfordringer i at være en lille klub som os, men vi står tæt sammen om det, der skal laves."

I år er antallet af hold på grund af corona begrænset til 17 med i alt 68 spillere fra danske klubber. På hvert hold er der en professionel spiller og tre amatører. Fra de professionelles rækker kan nævnes Mikkel Hjorth, Alexander Herringe og Kenneth Sørensen, der alle startede deres karriere i Ebeltoft Golf Club.

Inden turneringen gik i gang klokken 10 er banen blevet finpudset og fin-klippet efter alle kunstens regler. 30 frivillige har været i gang sammen med klubbens to ansatte greenkeepere. Så sent som klokken 04 samme morgen gik greenkeeperne ud for at give banen en sidste omgang.

Banen får ros af Mikkel Hjorth, der nu bor i Aarhus men kommer fra Ebeltoft, hvor han også startede. I dag er han professionel golfspiller.

"Banen er anderledes end de fleste - jeg har et helt specielt forhold til den. Den ligger langt ind i terrænnet og er ikke bygget op som golfbane."

Det har været en fin dag, tilføjer han.

"Greens er hurtige, og flagene står svært."

Publiceret 19 September 2020 11:00