Rikke Bennekou. Ole Jakobsen – den utraditionelle

Rikke Bennekou. Ole Jakobsen – den utraditionelle

Sexologens klumme: ”Nej, han er arkæolog”

Af
Rikke Bennekou

sexolog

pædagog og forfatter:

Lad det være sagt med det samme; 56000 danske kroner er pænt mange penge - særligt når man er lidt af en forsigtig type som jeg, men ikke desto mindre en nødvendighed, hvis jeg skulle forfølge muligheden og drømmen om en uddannelse som certificeret sexolog.

Måske har du selv prøvet det der med at stå ved en skillevej, og at det er, når du står der, du begynder at tage dit liv op til refleksion og ser på hvilke veje og muligheder, der er for at skabe dig det liv, du i bund og grund drømmer om?

Sådan var det i hvert fald med mig, da jeg for mere end 7 år siden blev skilt fra mine børns far. Da jeg stod der ved min egen skillevej og ikke helt vidste, hvilken vej jeg skulle vælge, valgte jeg - som det spirituelle menneske jeg er - at opsøge en astrolog for at søge råd og vejledning. Knapt var jeg kommet ind over hendes dørtærskel, førend hun ønskede mig tillykke med min skilsmisse med ordene ”at det var det bedste, der kunne ske for mig”. I min egen sorg og i mit eget mørke havde jeg svært ved at tage det ind, men trøstede mig dog med, at det kunne tyde på, at der var noget godt i vente. I min snak med hende anbefalede hun mig at blive sexolog, og da det vakte min nysgerrighed, blev det dét, jeg valgte at gå med sideløbende med mit pædagogiske arbejde.

I halvandet år sad jeg efterfølgende med næsen begravet i bøger om selvudvikling, parforhold, kønsroller og seksualitet etc. hver gang, jeg havde en mulighed for det, og jeg sugede til mig af viden, jeg ikke tidligere havde haft kendskab til.

Efter halvandet års studie med mediedarlingen Joan Ørting i spidsen som en fantastisk inspirator og læremester og et lige så fantastisk hold af ligesindede studerende, der lige som jeg selv ønskede at blive klogere på mig selv og viden relateret til dét at være sexolog, bestod jeg min eksamen med bravour. Jeg drog hjem med mit eksamensbevis, som nu har indtaget hæderspladsen i det store sorte glasskab med spirerne foroven placeret midt i min stue.

Oftest bliver jeg mødt med nysgerrighed i forhold til, hvad en sexolog laver. I en undervisningssammenhæng i en anden forbindelse var jeg i en 6. klasse, og da jeg fortalte, at jeg bl.a. var uddannet sexolog, var der en kæk lyshåret dreng, der vendte sig om mod en anden dreng og spurgte: ”Er det ikke også dét din far laver?” Den anden dreng rødmede, mens også han trak på smilebåndet og svarede: ”Nej, han er arkæolog”. Nok meget godt den misforståelse lige blev ryddet af banen.

Men ja - hvad laver en sexolog så? Mange tror, det bare handler om det ren og skær seksuelle og ud fra en klinisk tilgang, og det gjorde det da også meget førhen. I dag handler det lige så meget om det følelsesmæssige med alt fra kommunikation i parforholdet til pornoens indflydelse på seksualitet. Det handler om barndomstraumer, singleliv, lyst, uhensigtsmæssige mønstre, fantasier, (krops)skam, seksuel mangfoldighed, feminin og maskulin energi, selvværd, grænser, tiltrækning og polaritet mellem kønnene og ikke mindst cyklus og hormoner. Alt sammen noget. der kan afspejle sig i seksualiteten hos den enkelte. Dét og meget mere vil jeg komme ind på i fremtidens klummer, og jeg er sikker på, at du som læser - ung som ældre - vil kunne relatere det til noget i dit eget liv. Har du spørgsmål, en undren eller et dilemma, som du ønsker at få under kærlig behandling, er du således også mere end velkommen til at skrive anonymt til mig på rikkebennekou@hotmail.com

De kærligste hilsner

Rikke

FAKTA

BLÅ BOG

  • Rikke Bennekou er 42 år og bor i Auning med sine 2 døtre, hvor hun også selv er vokset op
  • Hun er uddannet pædagog fra Jysk Pædagogseminarium i Randers i 2005 og sexolog fra Joan Ørtings Sexologuddannelse i 2016
  • Har siden hun afsluttede sexolog - uddannelsen udgivet 4 bøger. ”Sex- og kærlighedsafhængighed” (2016), ”Kærlighed, kildevand & kaos” (2017), ”Nysgerrige børn og forelskede teenagere” (2019) og ”Seksualiteten længe leve” (2020). Derudover tilbyder hun seksualundervisning, foredrag og rådgivning/terapi. Du kan læse mere på www.rikkebennekou.dk
  • Rikke Bennekou skriver om højaktuelle, nærværende emner indenfor personlig udvikling, kærlighed og parforhold, kultur, samfund og sundhed samt familieliv

Publiceret 25 September 2020 12:00