Syddjurs borgmester Ole Bollesen opfordrer kraftigt borgerne til fortsat at følge anbefalingerne fra Sundhedsmyndighederne. Foto: Lars Norman Thomsen

Syddjurs borgmester Ole Bollesen opfordrer kraftigt borgerne til fortsat at følge anbefalingerne fra Sundhedsmyndighederne. Foto: Lars Norman Thomsen

Covid-19: Syddjurs borgmester opfordrer stærkt borgerne til at respektere Sundhedsstyrelsens anbefalinger

Selv om antallet af registreret smittede borgere er forholdsvis lille på Djursland, slækker Syddjurs Kommune ikke på kravene i egne rækker

Af
Lars Norman Thomsen

Med 12 borgere, der er registreret smittet med Covid-19, er Corona-situationen i Syddjurs Kommune under kontrol.

Alligevel opfordrer Syddjurs borgmester Ole Bollesen (S) borgerne til fortsat at være påpasselige og respektere de anbefalinger som kommer fra myndighederne, primært Sundhedsstyrelsen.

"Der er ikke en tydelig tendens i Syddjurs med, at smitten er lokaliseret i et eller to områder. Tværtimod så hører vi om en i Rønde, en i Knebel og senest en mor til en elev på Rosmus Skole," fortæller Ole Bollesen, der et par gange om ugen mødes med en gruppe - Syddjurs Kommunes Sundhedskrisestab - bestående af embedsmænd og fagfolk, der følger Corona-situationen tæt.

"Når vi hører om en borger, der er smittet, som det er tilfældet senest i Rosmus, kører vores sundhedspersonale ud og hurtigst muligt får et overblik over, hvem vedkommende har været i kontakt med i den seneste periode. Vi prøver hele tiden at sikre, at eventuelle smittekæder ikke breder sig," forklarer Ole Bollesen.

Flere arbejder hjemme

Syddjurs Kommune gør selv meget for at følge myndighedernes anvisninger. Parkeringspladsen ved rådhuset i Ebeltoft er således langt fra fyldt lige nu, og både borgmester og ledelse arbejder også enkelte dage på hjemmekontoret.

"Vi prøver at begrænse antallet af møder, hvor vi skal være der fysisk. Det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre fuldt og helt, men jeg tænker f.eks., at næste byrådsmøde, hvor vi skal 2. behandle næste års budget, bliver afviklet i byrådssalen med afstand til hinanden," siger Ole Bollesen.

"Generelt oplever jeg stor opmærksomhed hos ansatte og borgere, og det skal vi alle blive ved med," opfordrer borgmesteren.

FAKTA

Syddjurs Kommune har udsendt følgende skrivelse til virksomheder og forretningsdrivende i kommunen:

Syddjurs Kommune har udsendt følgende skrivelse til virksomheder og forretningsdrivende i kommunen:

Syddjurs Kommune har udsendt følgende skrivelse til virksomheder og forretningsdrivende i kommunen:

Hvad gør man i tilfælde af covid-19-smitteudbrud på arbejdspladsen?

I lyset af covid-19-udviklingen i hele landet, kan det være relevant at vide, hvordan man som privat virksomhed skal håndtere et smitteudbrud blandt medarbejderne.

Som udgangspunkt håndteres smitteudbruddet af Styrelsen for Patientsikkerheds opsporingsenhed i samarbejde med den smittede. Du kan finde kontaktoplysninger på opsporingsenheden og læse mere her: Link til Styrelsen for Patientsikkerhed - Corona-opsporing

Vær dog obs. på, at sundhedsmyndighederne IKKE informerer systematisk til ledelsen på den pågældende arbejdsplads, da det kræver samtykke fra den smittede.

Ledelsen i virksomheden vil derfor, som udgangspunkt, blive orienteret om smittetilfældet af den smittede selv, hvorefter man aftaler med den smittede, hvad der kan kommunikeres ud til resten af arbejdspladsen.

Et smitteudbrud på arbejdspladsen vil derfor altid håndteres i samarbejde med sundhedsmyndighederne, men har I brug for yderligere støtte og vejledning omkring processen, kan du kontakte Syddjurs Kommunes Sundhedskrisestab.

Sundhedskrisestaben kan kontaktes via Syddjurs Kommunes hovednummer på tlf. 8753 5000:

  • Mandag-torsdag kl. 8.30 - 15
  • Fredag kl. 8.30 - 12

Opstår der akut behov for hjælp i forbindelse med smitteudbrud på en større arbejdsplads, udenfor ovenstående telefontider, kan man aktivere sundhedskrisestaben ved at kontakte:

  • Chef for Sundhed og Omsorg Ingelise Juhl, tlf. 2448 7542.
  • Direktør Jørgen Andersen, tlf. 2486 5359

Publiceret 30 September 2020 13:10