"En sæl på det lokale marked ’Brættet’ er bare noget, der findes i byer og bygder i Grønland," fortæller Mads Munk Jepsen om billedet, der vil være et skræmmende syn for mange. Foto: Mads Munk Jepsen

Kom tæt på Grønland

Fuglsøcentret viser fotoudstillingen 'Grønland - den vilde naturlighed' med billeder af Mads Munk Jepsen

Udstilling Grønland er et fascinerende land med ufattelig skønhed og oplevelser for livet. Nu kan man komme tættere på Grønland i Mads Munk Jepsens fotoudstilling 'Grønland - den vilde naturlighed' på Fuglsøcentret i Nationalpark Mols Bjerge.

"Arbejdet med forberedelserne til udstillingen strækker sig flere år tilbage, hvor det allerede i 2017 blev sat i kalenderen. Derfor har også været et herligt gensyn med minderne fra Grønland, hvor tankerne med udstillingen er at præsentere den fantastiske natur både i hverdagsbillederne, set gennem turistens oplevelser og vække genkendelse hos den besøgende, der har boet og levet i Grønland," fortæller Mads Munk Jepsen.

Oplevelserne i Grønland

"Mange af hverdagssituationerne, som man oplever i Grønland, er naturligvis også det, den besøgende ser, og ikke alle er så skræmmende et syn som for eksempel en sæl på det lokale marked ’Brættet’. Det er bare noget, der findes i byer og bygder i Grønland, i lige så høj grad som de årlige begivenheder og højtider ses rundt i lokalsamfund i Danmark," fortæller han.

Mads Munk Jepsen arbejder dagligt som landsbyfotograf, hvilket omfatter alle mulige forskellige opgaver for landsbyer med hjælp til fotos og fortællinger til website, flyers og markedsføring.

Visuelle fortællinger

Fortællingen om den personlige oplevelse, stoltheden over det lokale særpræg og bare det at fortælle om hverdagen, der hvor man bor, er en trend, der bliver mere og mere udbredt. Det er særligt det fokus, Mads Munk Jepsen har i sit arbejde som landsbyfotograf.

"At være fotograf for det lokale, fange ildsjælens øjeblik og være formidler sammen med lokalsamfund om, at her er faktisk også rart og noget at være stolt af," siger han.

Hans drøm er at komme tilbage til Grønland:

"Og komme rundt ud i de fjerne afkroge, møde de lokale, indsamle inspiration og visuelle indtryk til storytelling projekter, der viser livet, hverdagen, glæden og stoltheden i den grønlandske befolkning, og åbne op for nye vinkler og fortællingen om dette fantastiske land."

Udstillingen har fernisering lørdag 10. oktober kl. 14, og kan ses på Fuglsøcentret i foyeren frem til 20. december.

gs

Publiceret 10 October 2020 08:00