Det hele starter lørdag 10. oktober kl. 11-14 med 'Ice for Kids' på Torvet ved det Gamle Rådhus. Pressefoto

Det hele starter lørdag 10. oktober kl. 11-14 med 'Ice for Kids' på Torvet ved det Gamle Rådhus. Pressefoto

Udendørs events for hele familien i efterårsferien

Corona sikker plan for Ebelfestival i efterårsferien

ebelfestival "Nu har vi en Corona sikker plan for events i Ebeltoft i uge 42," siger Palle Erik Rasmussen. Bestyrelsen for Ebelfestival har i samarbejde med Handelsstandsforeningen arrangeret en række spændende udendørs events hele ugen.

Der vil være events både for børn og voksne. Alle events afvikles udendørs på byens torve, i gaderne og på havnen. I alt er der 16 events fordelt over hele ugen med 2-4 events hver dag.

Det er både lokale og udenbys aktører, der medvirker, og kommunen ser velvilligt på, at programmet med indendørs events er ændret til udendørs events. Flere events er 'nye' for Ebelfestival og skal således også vise, om der er basis for fornyelser til kommende års Ebelfestival.

Starter med is-skulpturer

Blandt de lokale aktører kan nævnes: Vægterne, Slupkoret og Nationalparken med Guidede Byvandringer. Udefra kommer: Klovnen Alfredo, Det flyvende Kuffertcirkus, fem forskellige gademusikere og bands med glad musik i byens gader. Det hele starter lørdag 10. oktober kl. 11-14 med 'Ice for Kids' på Torvet ved det Gamle Rådhus, et projekt med udhugning af is-skulpturer for børn.

Udendørs vil der være gang i hele byen, som fejrer Høst og Halloween med 500 græskar, som børn skal være med til at skære ud. Butikkerne pynter også op til Høst og Halloween. På havnen laver Hos Walter også udendørs event med opstilling af to af Ebelfestivals markedsboder for at kunne udskænke smagsprøver uden, at deltagerne skal bære mundbind.

"Vi ser frem til en god uge 42 med mange glade mennesker i Ebeltoft. Nu kan det ikke gå galt, det eneste, der kan drille, er påklædningen, så tag passende tøj på," opfordrer Palle Erik Rasmussen, der tilføjer, at Ebelfestivals bestyrelse har fået nye erfaringer i 2020.

"Først planlagde vi en Ebelfestival i fuld skala. Så blev den nedjusteret til arrangementet med indendørs events med færre gæster. Sidst kom 3. runde med udelukkende udendørs events. Hele vejen har der været godt samarbejde og stor forståelse fra alle partnere. Tak for godt samarbejde," slutter Palle Erik Rasmussen.

gs

Publiceret 10 October 2020 07:00