Hospiceleder Dorit Simonsen er på podiet ved mandagens temamøde i Regionsrådet. Foto: Lars Norman Thomsen

Hospiceleder Dorit Simonsen er på podiet ved mandagens temamøde i Regionsrådet. Foto: Lars Norman Thomsen

Regionsrådet: Temamandag om Djursland

Grenaa Sundhedshus og det kommende børne- og ungehospice i Rønde er væsentlige emner på Regionsrådets dagsorden til temadag mandag

Af
Lars Norman Thomsen

Regionsrådet for Region Midtjylland holder offentlig temadag mandag 19. oktober fra 10.30 – 15.30 i regionsrådssalen i Viborg.

På dagordenen er i høj grad både Norddjurs og Syddjurs.

Således Grenaa Sundhedshus, som bliver præsenteret i detaljer via en virtuel rundvisning i huset samt en introduktion til Lægefællesskabet i Sundhedshuset, der i 2018 modtog Den Gyldne Skalpel fra Dagens Medicin.

Strandbakkehuset

Også Strandbakkehuset, det første nybyggede børne- og ungehospice i Danmark, får sin bekomst. Hospicechef Dorit Simonsen disker op med en status om Strandbakkehusets vision og præsentation af, hvordan frivillige er tænkt ind i opgaveløsningen og organiseringen af Hospice Djursland og Strandbakkehuset.

Senest i forbindelse Hospice Djurslands vision for 2020, hvor Hospice vil udbrede ideen om compassionate communities. Død, sorg og omsorg er noget, som vi alle bliver konfronteret med i løbet af livet. Vi har i høj grad som samfund overgivet ansvaret for disse grundlæggende livsvilkår til de professionelle. Compassionate communities handler om, at det er et fælles ansvar, hvorfor vi skal give dele af ansvaret tilbage til civilsamfundet.

Det nære sundhedsvæsen

Endelig bliver der også lejlighed til at høre om, hvordan forskellige sektorer arbejder sammen. Regionshospitalet Randers, repræsentanter fra almen praksis og Randers, Norddjurs, Syddjurs og Favrskov kommuner har udviklet en samarbejdsform, der gør parterne i stand til at udvikle nye modeller for at klare opgaverne i det nære sundhedsvæsen.

Visionen for samarbejdet er at skabe et sundhedsvæsen uden knaster, hvor borgerne oplever sammenhængende patientforløb.

Marianne Jensen, sygeplejefaglig direktør, Regionshospitalet Randers og Christina Breddam, sundhedschef i Randers Kommune, fortæller om det tværsektorielle samarbejde.

Publiceret 18 October 2020 22:20