Oberstløjtnant Christina Pojezny ønsker løjtnant Jørgen Flindt Hansen tillykke (Foto: Major H. Christensen).

Oberstløjtnant Christina Pojezny ønsker løjtnant Jørgen Flindt Hansen tillykke (Foto: Major H. Christensen).

Vagtskifte hos Hjemmeværnskompagni Djursland

Løjtnant Jørgen Flindt Hansen, Pindstrup, har overtaget kommandoen på Djursland

Af
Lars Norman Thomsen

Op til efterårsferien var der vagtskifte hos Hjemmeværnskompagni Djursland, der har hjemme på Flyvestation Tirstrup. Kompagniet har til opgave at løse opgaver på hele Djursland. Det løser forskeligartede opgaver for både Forsvaret, Politiet samt redningsberedskabet.

Oberstløjtnant Christina Pojezny, distriktschef i Hærhjemmeværnsdistrikt Østjylland, der dækker et område, som strækker sig fra Randers i nord, til Samsø og Odder i syd, gav kommandoen og kompagniets fane til løjtnant Jørgen Flindt Hansen.

Masser af erfaring

Det er en på flere områder erfaren mand, der nu skal lede soldaterne. For snart 40 år siden tog en kollega på Novopan Træindustri i Pindstrup fat i den unge Jørgen Flindt Hansen og opfordrede ham til at melde sig ind i Hjemmeværnet. Han var en aktiv ung mand med mod på udfordringer og oplevelser, og var derfor med på ideen. Siden har han holdt fast i både Hjemmeværnet og arbejdet på Novopan Træindustri, hvor han nu har været i over 40 år som elektriker og el-chef.

At være aktiv og gå efter udfordringerne er ikke gået af ham med tiden, og kompagniet får ikke en chef, der gider at sidde bag et skrivebord. Han nyder at bruge naturen til overlevelsesture og teambuilding, og den del går igen i hans hjemmeværnskarrierer. Det ledte ham i slutningen af 2009 også til Afghanistans Helmandprovins, hvor han var indsat som gruppefører i en bevogtningsdeling Hjemmeværnet var med til at opstille til ISAF hold 8.

Jørgen Flindt Hansen fortæller, at prioriteterne i den kommende tid er at finde flere, der vil være med til at løse kompagniets opgave.

Til det håber han at finde flere frivillige på Djursland, der i det mindste har mod på at lade sig udfordre på ideen og tør tage en snak.

Publiceret 19 October 2020 11:30