Borgmester Ole Bollesen (S) vil huske sin embedsperiode for corona og en ny virkelighed, som var umulig at forudse, da borgmesteren satte sig i stolen 1. januar 2018. Foto: Lars Norman Thomsen

Borgmester Ole Bollesen (S) vil huske sin embedsperiode for corona og en ny virkelighed, som var umulig at forudse, da borgmesteren satte sig i stolen 1. januar 2018. Foto: Lars Norman Thomsen

Byrådsmøde onsdag afvikles måske virtuelt

Borgmester Ole Bollesen fortæller, at det godt kan ende med, at politikerne må sidde hver for sig onsdag aften

De højere smittal og de skærpede corona-restriktioner har fået politikerne i Syddjurs Byråd til at overveje en virtuel afvikling af onsdagens byrådsmøde.

"Der er ikke kommet en anbefaling fra Kommunernes Landsforening endnu, men vi tager stilling mandag formiddag, hvordan byrådsmødet skal afvikles," siger borgmester Ole Bollesen (S).

I foråret blev flere byrådsmøder afviklet virtuelt med kun borgmesteren og et par embedsmænd i byrådssalen, mens de 26 øvrige politikere sad bænket hjemme i privaten ved skrivebordet med kaffe på kanden.

"Hvis vi vælger at mødes i byrådssalen, bliver det uden mulighed for, at borgerne kan overvære mødet fra tilhørerpladserne, og vi politikere vil sidde i behørig afstand af hinanden, som vi har gjort det flere gange, senest ved 2. behandlingen af næste års budget. Det betyder, at hver anden politiker rykker sin stol bagud," forklarer Ole Bollesen.

Borgerservice åbent

I sidste uge var kun halvdelen af parkeringspladsen ved rådhuset i Ebeltoft fyldt op med biler. En følge af, at mange medarbejdere arbejder hjemmefra, som anbefalet af Syddjurs Kommunes ledelse.

"Sådan vil det yderligere fortsætte den kommende tid, og det vil nok blive yderligere udtalt," vurderer Ole Bollesen.

Ifølge borgmesteren er det fortsat muligt for borgerne at komme fysisk på Borgerservice.

"Jeg har dog forstået, at vi også her skærper betingelserne, så alle fremmødte skal bære mundbind og selvfølgelig også spritte hænder og holde afstand som hidtil."

Publiceret 26 October 2020 10:00