Arkivfoto

Arkivfoto

Bofællesskabet Marie Magdalene: 12 beboere og 10 ansatte smittet med coronavirus, men ...

Det høje smittetal til trods har både beboere og ansatte det fint efter omstændighederne - en enkelt beboer døjer med feber

Af
Lars Norman Thomsen

Efter et møde torsdag eftermiddag i Syddjurs Kommunes kriseberedskab er status på situationen på Bofællesskabet Marie Magdalene, at 12 beboere og 10 ansatte er smittet med coronavirus.

"Generelt har hovedparten det fint. En enkelt beboer har desværre feber, men situationen er under kontrol," siger borgmester Ole Bollesen.

"Vi forventer at sende yderligere sundhedspersonale til Marie Magdalene for at aflaste det faste personale," lyder det fra borgmesteren.

46 beboere fordelt på seks bofællesskaber har lejlighed i Bofællesskabet Marie Magdalene. Det samme har 12 beboere i det mindre bofællesskab Gransvinget i Ebeltoft. Der er indbyrdes relationer de to bofællesskaber imellem.

Det daglige aktivitetstilbud i Marie Magdalene er ud fra et forsigtighedsprincip lukket ned, og der kan ikke tages imod besøgende på stedet. Der er desuden lukket for adgang for offentligheden til det udendørs fitness-område og fodboldgolf, som findes på institutionens område.

Bofællesskabet Marie Magdalene er bosted for borgere med psykiske og fysiske funktionsnedsætteler i et bredt spænd. Flere af beboerne har behov for pleje og omsorg døgnet rundt.

I alt 33 Syddjurs borgere er de seneste syv dage konstateret smittet med corona.

Publiceret 29 October 2020 17:00