Fra årets vinhøst, f.v. Jens Søgaard, Per Lorentsen, Peter Andersen og dagens medhjælper Søren Peter Sørensen. Privat foto.

Fra årets vinhøst, f.v. Jens Søgaard, Per Lorentsen, Peter Andersen og dagens medhjælper Søren Peter Sørensen. Privat foto.

Årets vinhøst på Brokhøjgård er veloverstået

Vinhøst med højt sukkerindhold og dermed god kvalitet i år

Af
Anette Bonde

hobby Peter Andersen, ejer af Brokhøjgaard og tidligere advokat med kontor i Ebeltoft, har sammen med Jens Søgaard, tidligere forpagter på Brokhøjgård, og Per Lorentsen, Lorentsens Vinforsyning i Ebeltoft, slået sig på vindyrkning.

De startede for 10 år siden, og i dag har de på 1600 kvadrater af Brokhøjgårds 40 hektar cirka 350 vinstokke. Halvdelen af dem er nyplantede, så de cirka 180 kilo druer, de høstede i år, er hentet på bare cirka 175 vinstokke. Det vil blive til godt 200 flasker vin.

God kvalitet i år

Peter Andersen er godt tilfreds, idet hver vinstok forventes at kunne give cirka et kilo druer. Selve kvaliteten af vinen er han også tilfreds med.

"Vinen er, med en oeschle, det vil sige sukkerindhold, på 95 af særdeles god kvalitet. Normalt høstes i Danmark med en oeschle på 80 – 85."

Peter Andersen regner med, at vinen, når den er færdig, vil være en kraftig hvidvin med en alkoholprocent på 12 og 12,5. Det er en høj procent, når der er tale om hvidvin.

"Der har været gode vækstbetingelser, og vi høster også sent i år."

De tre vinbønder har tidligere dyrket tre forskellige slags druer, to hvide og en rød. Nu har de fældet vinstokkene til den ene hvide og den røde, og satser udelukkende på den hvide Solaris.

"De to andre var kedelige og de egnede sig ikke til jorden."

Kontakt til tysk vinbonde

Solaris-druen kommer fra vinområdet Hirschberg tæt på Heidelberg, og vinstokken egner sig til både tysk og dansk klima. Peter Andersen fortæller, at de er så heldige at have kontakt til en tysk vinbonde fra netop dette område. Vinbonden har sommerhus ved Dråby Strand og er jævnligt i Danmark.

"Det er vigtigt at have nogle at støtte sig til, når man laver vin."

Efter høsten kommes druerne på gærtank i fire - otte uger. Når vinen er ved at være tilpas, tilføres den gærstop, stikkes om på en anden tank, og derefter hældes den på flasker. Så får man smage på den færdige vin.

"Dårlig kvalitet i vinmarken kan ikke reddes i vineriet, men godt arbejde i vinmarken derimod kan ødelægges i vineriet," lyder det fra Peter Andersen.

"Nu er resten op til arbejdet i vineriet, hvor stor omhu er påkrævet, inden den færdige vin, efter at have hvilet på ståltank, kan hældes på flasker i foråret 2021."

Peter Andersen tænker, at hvidvinen vil være god til let mad, for eksempel fisk, skank og kylling eller blot som afkølet hyggedrik.

Publiceret 30 October 2020 17:30