Der er stadig ledige billetter til foredraget, som kan købes på Syddjurs Biblioteks hjemmeside. Pressefoto

Jacob Holdt på Viby Efterskole © Niels Nyholm

Foredrag på Syddjurs Bibliotek med Jacob Holdt

Fotograf og forfatter Jacob Holdt kommer forbi Syddjurs Bibliotek 3. november og og underholder med foredraget 'Om at sige ja... og integrere os med andre'

kultur Tirsdag 3. november er dagen for det amerikanske præsidentvalg. Datoen er derfor ganske velvalgt til, at Ryomgård får besøg af en person, der om nogen kender USA og amerikanerne indefra, nemlig fotografen og forfatteren Jacob Holdt.

Gennem sine lange ophold i USA er Jacob Holdt kommet helt tæt på befolkningsgrupper, som måske ikke fylder så meget i medierne, men ikke desto mindre betyder meget for de sociale spændinger i landet. I fem år boede Jacob Holdt som vagabond i USA og levede både i fattige ghettoer og rige miljøer. Det blev til et diasshow med stærke personlige oplevelser i form af billeder, som blev kendt i landets foredragssale under titlen, 'Amerikanske billeder'.

Sydafrika til Haiti

Ved sit foredrag i Fællessalen på Marienhoffskolen i Ryomgård præsenterer han sit underholdende og provokerende billedforedrag, 'Om at sige ja... og integrere os med andre'. Foredraget udspringer af årene efter, at Jacob Holdts billeder blev en succes. Han fortæller om, hvordan han ved hjælp af ikke-voldelig kommunikation integrerede sig med de sorte i USA’s voldelige ghettoer og sidenhen i verdens farligste slumkvarterer i Sydafrika og Haiti. Han vil også fortælle om vores del af verden og fortælle om, hvordan han har integreret sig med både muslimer og DF’ere.

Med sit foredrag vil Jacob Holdt vise os, hvad vi får ud af at integrere os med 'de andre' – både menneskeligt og økonomisk. Og det vil han gøre med sin positive og inkluderende tænkning.

Arrangementet er blevet til i et samarbejde mellem Syddjurs Bibliotek, Ryomgård Bogcafé, IF Midtdjurs, Ryomgård Distriktsråd og Menighedsrådet Marie Magdalene. Det skulle oprindeligt have fundet sted i foråret 2020, men måtte, som så mange andre ting, udsættes til efteråret på grund af corona-nedlukningen. Det skulle oprindeligt have foregået i Midtdjurshallen, men er altså nu flyttet til Fællessalen på Marienhoffskolen.

mj

Publiceret 30 October 2020 10:00