Borgmester Ole Bollesen er formand for det 15 mand store ansættelsesudvalg, der skal finde en ny kommunaldirektør til Syddjurs Kommune med start 1. januar 2021. Arkivfoto

Borgmester Ole Bollesen er formand for det 15 mand store ansættelsesudvalg, der skal finde en ny kommunaldirektør til Syddjurs Kommune med start 1. januar 2021. Arkivfoto

Ny kommunaldirektør: Søndag er der deadline

Der er tradition for, at ansøgerbunken vokser de sidste 24 timer før deadline, når det handler om topstillinger i den private eller offentlige sektor

Af
Lars Norman Thomsen

SYDDJURS Søndag ved midnat er der deadline for kvinder og mænd med ambitioner om at blive ny kommunaldirektør i Syddjurs Kommune fra årsskiftet.

Stillingen blev ledig, da et enigt byråd i foråret 2020 gav daværende kommunaldirektør Jesper Hosbond Jensen silkesnoren. Det kostede den nette sum a' knap 4 mio. kroner over to år at slukke lyset i Hosbonds kontor på rådhuset i Ebeltoft.

Det 15 mand store ansættelsesudvalg, som har repræsentation fra samtlige partier i byrådet, mødes onsdag 4. november og udvælger kandidater til første samtalerunde. Det vil ske over en Skype-forbindelse, ifølge borgmester Ole Bollesen (S).

"Det er ikke vildt mange henvendelser, jeg har fået til dato fra mulige ansøgere," fortæller Ole Bollesen.

"Der kan selvfølgelig være andre, der taler med vores konsulentfirma på opgaven, Genitor, og så fortæller erfaringerne, at ansøgerne til den slags jobs først fremsender deres ansøgninger inden for de sidste 24 timer før ansøgningsfristens udløb."

Der gennemføres to samtalerunder – første samtalerunde afvikles mandag 9. november, og anden samtalerunde onsdag 18. november.

Mellem de to samtalerunder gennemfører konsulentfirmaet Genitor, der tager sig pnt betalt for at hjælpe Syddjurs Kommune med at finde den rigtige topchef, testforløb og indhenter referencer. En personlighedstest og en generel begavelsestest sågar.

Det forventes, at ansættelsesudvalget i forlængelse af anden samtalerunde indstiller en kandidat, så et samlet byråd kan konfirmere beslutningen på byrådsmødet 25. november.

En kommunaldirektør sulter ikke og skal ikke rende rundt i laser og pjalter. Han eller hun kan også godt brødføde en pænt stor familie. Lønnen udgør nemlig 1.314.800 kr. årligt plus kontrakttillæg på 20 pct. plus pension.

Klichéerne står i kø

En kommende kommunaldirektør i Syddjurs skal kunne det en kommunaldirektør nu skal kunne i en kommune af Syddjurs størrelse.

Selvom Genitor tydeligvis har forsøgt at nuancere stillingsbeskrivelsen og undgå at få beskrivelsen til at give mindelser om en brugsanvisning til en kødhakkemaskine, så undgår konsulentfirmaet ikke at benytte ord og buzzwords fra den kommunale verdens alt for store klichébunke.

En ny kommunaldirektør - den tredje i Syddjurs historien - bliver en del af en øverste ledelsestrojka, hvoraf to ud af tre poster får nye ansigter i dette efterår.

Kun den konstituerede kommunaldirektør, Poul Møller, repræsenterer fortiden, mens nuværende direktør Jørgen Andersen rydder sit skrivebord ved årsskiftet.

Den nye kommunaldirektør får mulighed for at medvirke ved besættelsen af den direktørstilling, der er en følge af Jørgen Andersens afgang.

Denne stilling er allerede slået op med ansøgningsfrist søndag 22. november og ansættelsessamtaler i december, så direktøren kan stemple ind 1. februar 2021.

FAKTA

Ansættelsesudvalget består af:

• Formand for ansættelsesudvalget, borgmester Ole Bollesen, Socialdemokratiet.

• Første viceborgmester, næstformand for Økonomiudvalget, Claus Wistoft, Venstre.

• Formand for Udvalget for Familie og Institutioner, medlem af Økonomiudvalget, Kirstine Bille, Socialistisk Folkeparti.

• Medlem af Økonomiudvalget, Michael Stegger Jensen, Socialdemokratiet.

• Medlem af Økonomiudvalget, Tommy Bøgehøj, Det Konservative Folkeparti.

• Medlem af Økonomiudvalget, Christoffer Pedersen, Venstre.

• Medlem af Økonomiudvalget, Jan Kjær Madsen, Radikale.

• Gruppeformand Laila Sortland, Dansk Folkeparti.

• Gruppeformand Mette Foged, Alternativet.

• Gruppeformand Jesper Yde Knudsen, Enhedslisten.

• Løsgænger Michael Mikkelsen.

• Konstitueret kommunaldirektør Poul Møller.

• Konstitueret direktør Thomas Møller Palner.

• Næstformand for HovedMED-udvalget, Kim Ager.

• HR-chef Heine Hauptmann Dyppel.

Publiceret 30 October 2020 14:15