Rønde BTKs faste herrekvartet i 1. Division kan fortsat nå oprykningsspillet (fra v.): Michael H. Knudsen, John Sabalic, Jakub 'Kuba' Dorocinski og Jonas Ring Agerholm. Foto: Rønde BTK

Rønde BTKs faste herrekvartet i 1. Division kan fortsat nå oprykningsspillet (fra v.): Michael H. Knudsen, John Sabalic, Jakub 'Kuba' Dorocinski og Jonas Ring Agerholm. Foto: Rønde BTK

Bordtennis: Evighedstalentet Knudsen tæt på at køre OL medaljevinder ud af brættet

Rønde BTKs bedste bordtennisspillere i 1. Division har fortsat mulighed for at komme med i oprykningsspillet

Af
Lars Norman Thomsen

Rønde BTKs herrekvartet i 1. Division ligger efter fem spillerunder nummer 5 i rækken, som har deltagelse af otte hold.

Hovedparten af Rønde BTKs kampe har været uhyre jævnbyrdige, og derfor er optimismen i behold i forhold til de kommende kampe som afgør, hvilke fire hold, der kommer med i oprykningsspillet og hvilke fire hold, der skal spille om nedrykning.

Rækken føres i øjeblikket af Roskildes andethold, som Rønde BTK gæstede for nyligt. Holdet fra Domkirkebyen kan ikke rykke op, men de kan tage pladsen i oprykningsspillet alligevel.

Roskildes førstehold med flere udenlandske profiler samt de tidligere landsholdsspillere Michael Maze og Allan Bentsen har siddet på tronen i landet i over ti år, og derfor spiller den tidligere landsholdsspiller og OL-bronzevinderen fra 2004, Finn Peter Tugwell, på deres andethold.

OL-medaljen kom i hus i Athen i 2004, hvor Tugwell vandt en bronzemedalje i herredouble sammen med Michael Maze.

Tugwell fik sågar en popsang at nynne med på i de glade OL-dage.

"Finn Tuuuugwell, hvor er du? Hvor er du?," spurgte popgruppen 'The Swiftnicks' i deres hyldestsang, som slet og ret hed 'Finn Tugwell'.

Knudsen tæt på

Røndes to esser, Jakub 'Kuba' Dorocinski og evighedstalentet Michael Knudsen fik fornøjelsen af at spille mod den tidligere stjerne, og det blev til to hæderlige nederlag.

"At Michael Knudsen sad på kampen med en hurtig føring på 8-0 i første sæt vidner om Røndes evige talents ubegrænsede evner," lyder det fra Rønde BTKs lige så evigt unge veteran John 'Oldies but goodies' Sabalic.

Både Dorocinski og Knudsen vandt dog deres anden kamp.

Da Jonas Ring Agerholm tabte til Roskildes fjerdemand i holdkampen efter spildte matchbolde, så det svært ud, men så viste netop John Sabalic, hvad erfaring betyder. Han slog til med to sejre, og Rønde BTK kunne trække sig sejrrigt ud af holdkampen med 5-3.

Snævert mod Amager

Et andet tophold er Amager, og de vandt med mindst mulig margin kampen mod Rønde BTK med 5-2. Både Dorocinski og Knudsen tabte tætte kampe med 9-11 i femte og afgørende sæt.

Michael Knudsen og John Sabalic, der gik ubesejret igennem weekendens kampe, vandt sejrene for Rønde BTKs hold.

Rønde BTK møder Hørning ude 28. november og har endvidere en endnu ikke programsat hjemmekamp mod B75 Hirtshals. Den manglede dato skyldes, at B75 Hirtshals har base i det nedlukkede Nordjylland.

"Hvis vi vinder de to sidste kampe, er der mulighed for, at vi kan spille med om oprykningen. Håbet lever," kommer det fra John Sabalic.

FAKTA

På ranglisten i 1. Division (ratings) over vundne sejre i de hidtil fem spillede kampe er Rønde BTKs spillere placeret således:

    • 11: Michael H. Knudsen 5 sejre ud af 10 mulige
    • 15: John Sabalic 4 sejre ud af 8 mulige
    • 16: Jakub 'Kuba' Dorocinski 4 sejre ud af 10 mulige
    • 16: Jonas Ring Agerholm 4 sejre ud af 10 mulige
  • 11: Michael H. Knudsen 5 sejre ud af 10 mulige
  • 15: John Sabalic 4 sejre ud af 8 mulige
  • 16: Jakub 'Kuba' Dorocinski 4 sejre ud af 10 mulige
  • 16: Jonas Ring Agerholm 4 sejre ud af 10 mulige

Publiceret 19 November 2020 10:00