Claus Wistoft afviser, at han på nogen måde har en skjult dagsorden om at løbe af plads, byrådet, et halvt år efter næste års kommunalvalg. Arkivfoto

Claus Wistoft afviser, at han på nogen måde har en skjult dagsorden om at løbe af plads, byrådet, et halvt år efter næste års kommunalvalg. Arkivfoto

Claus Wistoft:

"Når jeg siger ja, så mener jeg ja"

Den tidligere Syddjurs borgmester afviser blankt rygter i det politiske miljø om, at han er væk et halvt år efter næste kommunalvalg

Af
Lars Norman Thomsen

KV21 Det var af indlysende årsager en kæmpe skuffelse for Claus Wistoft, at han ved det seneste kommunalvalg i 2017 måtte afgive borgmesterposten til Socialdemokratiets Ole Bollesen.

Opbakningen blandt vælgerne var ellers stor til Claus Wistoft. 3.377 personlige stemmer svarende til cirka hver ottende afgivne stemme i kommunen blev der ham til del, og da Venstre også gik frem, lå den lige til højrebenet.

Nul putte ... det blev afgørende, at Dansk Folkeparti havde set sig tosset på Wistoft inden valget og nægtede at indgå i et DF-V-valgforbund.

På valgaftenen bevarede strategen Wistoft dog det kølige overblik og fik indskrevet i konstitueringsaftalen med den 'røde' fløj, at hvis Ole Bollesen smed håndklædet i ringen før tid, var det Wistoft og ikke en socialdemokrat, som skulle overtage borgmesterstolen.

En passus, der godt nok ikke havde skyggen af jura i sig, men moralsk forpligtede Socialdemokratiet og Bollesen. Gør mon Socialdemokratiet gengæld på valgaftenen i 2021, hvis valget mager sig således, at det bliver Venstre, der løber med palmerne?

TRYG m.m.

Den mistede borgmesterpost fik ikke Claus Wistoft til at gå i hundene. I stedet kastede 1. viceborgmesteren sig over en række nye forretningsopgaver i erhvervslivet.

Han blev fluks formand for Midttrafiks bestyrelse (aflønnes med årligt honorar på cirka 200.000 kroner) og gennemførte Bestyrelsesuddannelsen på Copenhagen Business School inden for normeret tid.

Desuden har porteføljen af bestyrelsesposter vokset sig pænt større, og det sidste er løbende blevet kommenteret blandt Claus Wistofts kolleger i byrådet, dog aldrig til citat.

Særligt blev det bemærket, da Claus Wistoft i marts 2019 indtrådte i bestyrelsen hos TRYG A/S. En tung post, der afkaster et årligt honorar på cirka 300.000 kroner.

Hertil kommer en række andre bestyrelsesposter (Se faktaboks).

Et ja betyder JA

- Claus Wistoft, kan dit omfattende bestyrelsesarbejde gå hånd i hånd med med dit lokalpolitiske arbejde, især hvis du bliver borgmester igen efter kommunalvalget om et år?

"Som jeg vist tidligere har udtalt til Adresseavisen, så har jeg tænkt det igennem, før jeg sagde ja til at genopstille som borgmesterkandidat for Venstre, og jeg er klar på at bruge den nødvendige tid. Var jeg ikke det, havde jeg holdt mig langt væk, kan jeg love dig."

- I det politiske miljø i Syddjurs ymter nogle af dine kolleger om, godt nok ikke til citat, at du kun stiller op for at sikre Venstre et godt valg, og herefter skrider du om et halvt år?

"Dem om det. Folk, der kender mig, ved, at når jeg siger ja til noget, så mener jeg ja. Der kan ske helt uforudsete ting både før og efter et valg. Jeg kan få et tilbud, som jeg ikke sige nej til, og jeg kan få en sten i hovedet, men det gælder vel ikke kun mig, formoder jeg."

- Realistisk bedømt. Kan du beholde dine efterhånden mange bestyrelsesposter, hvis du ender med at bliver borgmester igen?

"Jeg vil selvfølgelig overveje meget nøje, hvad der er tid til af bestyrelsesopgaver, hvis jeg skal være borgmester i fire år, det siger selvfølgelig sig selv.

Bliver jeg borgmester vil det naturligvis være min første prioritet. Det er meget krævende i forhold til både ansvar og tid at være borgmester, men for mig er det muligt at prioritere min tid skarpt.

Det kan være svært at forstå for folk, men de efterhånden mange netværk, jeg indgår i, herunder mine bestyrelsesopgaver, giver mig både viden, indsigt og kontakter, som også har stor værdi for mit engagement i lokalpolitik og dermed også for Syddjurs.

Det glemmer man for ofte, synes jeg."

FAKTA

Claus Wistofts bestyrelsesposter:

  • Midttrafik (Bestyrelsesformand)
  • Tryg A/S og Tryg Forsikring A/S
  • TryghedsGruppen smba (Selskab med begrænset ansvar)
  • Seidelmann Holding ApS
  • Houmarken A/S
  • Lyngfeldt A/S
  • Lyngfeldt Finansiering A/S
  • Lyngfeldt Maskinudlejning ApS
  • K/S Prinz Carl Anlage I
  • Syddjurs Udviklingspark

Publiceret 19 November 2020 14:30