Leif Lahn Jensen kommer endnu tættere på magten med sit comeback til gruppeformandsposten i Socialdemokratiet. Arkivfoto

Leif Lahn Jensen kommer endnu tættere på magten med sit comeback til gruppeformandsposten i Socialdemokratiet. Arkivfoto

Christiansborg: Leif Lahn gør comeback som gruppeformand

Havnearbejderen fra Grenaa er tilbage i den vigtige og yderst magtfulde rolle som formand for den socialdemokratiske folketingsgruppe

Af
Lars Norman Thomsen

Torsdagens ministerrokade, der skubbede Socialdemokratiets hidtidige gruppeformand for folketingsgruppen på Christiansborg, Flemming Møller Mortensen, op som minister for udviklingssamarbejde og minister for nordisk samarbejde, banede vejen for, at Djurskredsens socialdemokratiske folketingsmedlem siden 2007, Leif Lahn Jensen, Grenaa, fredag kunne gøre comeback som gruppeformand.

En post han også varetog i Helle Thorning-Schmidts statsministertid, da Henrik Dam Kristensen ved en ministerrokade i oktober 2014 overtog posten som Beskæftigelsesminister efter Mette Frederiksen, der blev sparket op i Justitsministeriet, fordi Karen Hækkerup meldte pas på politik for at fortsætte karrieren som direktør hos interesseorganisationen Landbrug og Fødevarer.

Leif Lahn Jensen kendte sin besøgelsestid, da det var en kendsgerning, at Flemming Møller Mortensen blev ny minister.

Når sådan noget sker, skal man trykke på alle mulige og umulige kontakter, og allerede fredag morgen vidste Leif Lahn Jensen med garanti, at den var hjemme.

Det krævede i sidste ende et nik fra partiets formand, Mette Frederiksen.

Ny gruppenæstformand er Christian Rabjerg Madsen, mens Jens Joel indtræder som medlem af gruppeledelsen. Lennart Damsbo-Andersen beholder sin næstformandspost. Dermed bliver der to næstformænd i gruppeledelsen.

"Jeg er meget tilfreds med, at jeg er blevet valgt til at afløse min gode ven Flemming Møller Mortensen som gruppeformand," siger Leif Lahn Jensen.

"Især glæder det mig selvfølgelig, at mine partifæller på Christiansborg har tillid til, at jeg kan løfte opgaven. Jeg har jo prøvet det før," bemærker den tidligere havnearbejder.

For de 179 MF'ere handler det om at finde de nicher, hvor de kan sikre sig indflydelse. Det kan godt være, at Leif Lahn Jensen aldrig bliver beskæftigelsesminister, men var det sket efter valget i 2019, var hans muligheder tilsvarende for at have et øje på Djursland blevet tilsvarende mindre.

"Jeg klager ikke," siger Leif Lahn Jensen.

"Efter 17 år på Christiansborg er mit netværk meget stort. Jeg har det godt med både kolleger fra andre partier og kender mange centrale embedsmænd. Det gør det altid nemmere at være på Christiansborg, hvis man har et stort netværk."

Valgte Hummelgaard

Efter det seneste valg Grundlovsdag 2019 havde flere spået, at Leif Lahn Jensen blev beskæftigelsesminister i den nydannede socialdemokratiske regering.

Statsminister Mette Frederiksen valgte imidlertid at kigge til anden side og vælge hendes mulige arvtager, når den tid kommer, Peter Hummelgaard.

Som et plaster på såret blev der plads til Leif Lahn Jensen i gruppeledelsen på syv, der ud over politikeren fra Djursland og gruppeformand Flemming Møller Mortensen og politisk ordfører Jesper Petersen kom til at bestå af en af Leif Lahn Jensens nære politiske venner, Lennart Damsbo-Andersen, der er ny næstformand, Christian Rabjerg Madsen og Annette Lind (sekretær) - plus partiformanden, statsministeren herself Mette Frederiksen.

Lennart Damsbo-Andersen dannede i sin tid Arbejdernetværket sammen med Leif Lahn Jensen.

Driftssikker

Som gruppeformand får Leif Lahn Jensen en placering i magtens centrum med tætte kontakter til de ministre, der er placeret øverst i det interne hieraki.

Det gælder ikke mindst statsminister Mette Frederiksen, som jævnligt vil være i telefonen fremover.

Hun har vejet den tidligere havnearbejder og fundet ham tilpas tung til at styre gruppen med lige dele klap på skulderen og uddeling af hold kæft bolchere, når det er påkrævet.

Statsministeren ved, hvad hun får. En mand, der taler et bramfrit sprog og ikke er bleg for at sige ministrene imod. Hun fik øjnene op for daværende arbejdsmarkedsordfører Leif Lahn Jensen, da hun var beskæftigelsesminister. Mette Frederiksen kunne genkende sproget og attituden fra sin egen barn- og ungdom i Aalborg.

I efteråret 2017, nærmere bestemt 13. november, kunne Leif Lahn Jensen fejre 10 års jubilæum på Christiansborg. Han afløste partifællen, nuværende Norddjurs borgmester Jan Petersen, som kandidat i Djurskredsen, da denne lagde op efter 18 år i Folketinget.

Leif Lahn Jensen fortsætter som beskæftigelsesordfører for Socialdemokratiet.

Publiceret 20 November 2020 17:09