Marianne Kirkegaard har mærket efter, og hun føler sig i topform til at gå efter at blive genvalgt til Syddjurs Byråd og nyvalgt til Regionsrådet. Arkivfoto

Marianne Kirkegaard har mærket efter, og hun føler sig i topform til at gå efter at blive genvalgt til Syddjurs Byråd og nyvalgt til Regionsrådet. Arkivfoto

Regionsrådsvalg:

Marianne Kirkegaard klar at spille på to heste

Sidste gang kom hun lidt hovedkuls ind i valgkampen, men var alligevel kun 250 stemmer fra en stol i Regionsrådet og dermed et ambitiøst dobbeltmandat

Af
Lars Norman Thomsen

REGIONSRÅDSVALG Marianne Kirkegaard (V) har været med i Syddjurs Byråd siden kommunalvalget i 2009. Ved seneste valg i 2017 opstillede hun både til byråd og regionsråd.

Hun kom sikkert med i det første, mens der manglede små 250 stemmer for, at ambitionen om det sidste var lykkedes.

Marianne Kirkegaard, gjorde et mere end hæderligt forsøg. Hun fik 2.368 personlige stemmer. Til sammenligning fik Christian Møller-Nielsen, der var opstillet i Favrskov og opnåede Venstres 13. og sidste mandat 2.625 personlige stemmer.

"Jeg kom lidt hovedkuls ind i valgkampen og pludselig var jeg kandidat i både Norddjurs og Syddjurs, fordi Venstre i Norddjurs ikke kunne finde en kandidat til Regionsrådet," husker Marianne Kirkegaard.

Hun, der bor i kort kilometerafstand af Hornslet, fylder 60 næste gang, er uddannet sygeplejerske, har ledererfaring fra bl.a. Syddjurs Kommune og underviser nu på femte år ved SOSU Østjylland.

"Jeg vil vinde"

Venstres partiformand i Syddjurs, Søren Høeg, Ebeltoft, har bedt Marianne Kirkegaard om at stille op igen.

"Jeg er klar til det, men først skal jeg naturligvis vælges af Venstres medlemmer," understreger hun.

Det bliver hun uden modkandidat, tør Lokalavisen godt love på forhånd.

"Jeg er klart bedre forberedt denne gang og ved, hvad det koster af anstrengelser, blod, sved og økonomi at stille op til både byråd og regionsråd. Denne gang er jeg blevet lovet langt bedre opbakning fra min partiforening end i 2017, hvor jeg var meget alene i valgkampen."

Marianne Kirkegaard stiller ikke op til regionsrådet i mangel af bedres havelse, som en nu afdød Venstre statsminister, Poul Hartling, formulerede det efter Jordskredsvalget i 1973, da han blev statsminister for en ren V-regering med 11 ministre og blot 22 mandater.

"Jeg vil gerne stille op, fordi jeg har forstand på det sundhedsmæssige og indsigt i, hvordan man organiserer sundhedsvæsenet qua mit arbejde og mine tidligere lederjobs.

Jeg er meget spændt på den kommende sundhedsreform, og hvad den kommer til at betyde for samarbejdet mellem region og kommune."

"Så jeg kan love, at jeg ikke stiller op på skrømt til hverken byråd eller regionsråd. Jeg er et konkurrencemenneske, og jeg vil vinde."

Har haft debut

Forud for dette valg har de lokale partiforeninger ude i kommunerne fået at vide, at i 2021 skal hver kommune levere en V-kandidat til Regionsrådsvalget, og det er ikke muligt som i 2017 at få lov til at slippe og lave civil ulydighed. Så falder der brænde ned, lover Regionsbestyrelsen med den stærke formand Jens Nicolai Vejlgaard som udsmider.

Derfor kan Marianne Kirkegaard ikke regere på hele Djursland under valgkampen.

"Jeg ved, det er sådan, og det indretter jeg mig på."

Hendes stemmetal i 2017 sikrede hende pladsen som Venstres 4. suppleant. Det var årsagen til, at hun blev indkaldt til regionsrådsmødet 23. september i Viborg, hvor Regionsrådet vedtog næste års budget.

"Der var frafald i Venstres gruppe, og derfor blev jeg bedt om at møde op og deltage i hele mødet. Yderst interessant at prøve."

- Havde du ordet?

"Nej, det er ikke velset, at en afløser tage ordet, så jeg forholdt mig lyttende. Indrømmet jeg havde lyst til at bidrage til debatten, men jeg holdt mig i skindet."

Marianne Kirkegaard har allerede et lille ben i Regionsrådet, der afkaster 'en tusse' om måneden.

Hun sidder med i en af de to Videnskabsetiske Komitéer for Region Midtjylland, som behandler ansøgninger om godkendelse af sundhedsvidenskabelige forskningsprojekter.

"Det er faktisk meget krævende. Til det månedlige møde skal vi medlemmer i komitéen sætte os ind ind i mange biomedicinske forskningsprojekter. Forskerne skal have komitéens blå stempel, før de må gå videre med deres forskning," fortæller Marianne Kirkegaard, der arbejdsmæssigt er klar til både byråd og regionsråd, hvis valget mager sig således.

Byrådet? - En formandspost i Udvalget for Sundhed, Ældre og Social (SÆ), hvor hun lige nu er næstformand, siger hun bestemt ikke nej tak til, hvis tilbuddet kommer.

Publiceret 20 November 2020 08:31