Vandringsforelæsning om myrer. Privat foto.

Vandringsforelæsning om myrer. Privat foto.

Indvielse af Earthwise Residency i et smørhul midt i Mols Bjerge

Lidt gemt fra alfarvej i Mols Bjerge er et residenshus netop blevet indviet. Det er en del af et kraftcenter med teater, kunst, forskning, håndværk og aktiviteter, der vækker bevidsthed og sanser

Af
Anette Bonde

natur og omhu At være opmærksom på og tage vare på naturen og alle dens skabninge er omdrejningspunktet for Christine Fentz. Hun er personen Earthwise Residency, og bag teatret Secret Hotel, hvor hun er kunstnerisk leder, instruktør, dramaturg og performer.

Med på holdet omkring Earthwise Residency er også koordinator og visuel antropolog Amalie Vilslev. Dramaturg Maja Ravn er tilknyttet Secret Hotel, der har hjemmebane i Aarhus.

Fejring af alt levende

Fredag 23. oktober blev der holdt en fin sammenkomst og fejring ved Earthwise Residency med taler, rundvisninger, fotos, en bid mad og live-optræden.

Egentlig har stedet eksisteret og udviklet sig over flere år, men nu har det fået sit navn og en hjemmeside. Fejringen gjaldt også det arbejde, der foregår her, nemlig kunstnerisk arbejde, forskningsarbejde, håndværksarbejde og andet samarbejde på forskellig vis.

"Vi fejrer de fysiske rammer og alt det fantastiske arbejde, som de faste håndværkere har stået for gennem årene. Og sender tak til de mange, ofte udenlandske, volontører. Vi fejrer at Secret Hotel har lavet en række værker sammen med og om nogle af de væsner, vi deler verden med. Og vi fejrer vores netværk med kollegaer, naboer og samarbejdspartnere.," forklarer Christine Fentz.

Grundpillen i hendes arbejde er som nævnt alt levende, der omgiver os mennesker.

"For mig handler det om, at jeg hele mit liv har været opmærksom på verden og alle skabninger, vi deler planeten med. Det er ikke kun 'natur', men levesteder for andre medskabninger. Både planter, dyr og mikroorganismer."

Hun tilføjer, at hun har arbejdet med 'det grønne' i mere end 10 år.

"Tidligere er vi nok blevet betragtet som hippier, men nu er vores arbejde gået hen og blevet hipt."

Med alle sanser

Earthwise Residency består både af værelser og lokaler i tilknytning til Christine Fentz' privatbolig i Bogens og et hus nogle hundrede meter længere inde i Mols Bjerge. Her kan kunstnere og forskere fordybe sig. Parallelt hertil tilbydes også skovsansninger, små koncerter, teaterforestillinger etc.

Over stedet hviler en international aura, idet gæster, volontører og kunstnere fra hele Europa og resten af verden har besøgt Earthwise Residency – samtidigt med at relationen til lokale Mols også er central.

Inspiration fra Tuva

Christine Fentz har selv set en del af verden. Gennem 10 år rejste hun ofte til bl.a. Tuva, der er en del af Rusland nordvest for Mongoliet. Her mødte hun og blev inspireret af den levende tradition for shamanisme.

"Et animistisk verdenssyn, der hviler på, at den levende verden er besjælet."

Da hun første gang kom hjem, sagde hun farvel til at bo i byen og flyttede ind i forældrenes sommergård i Bogens. I 2012 begyndte hun at invitere internationale og danske kollegaer for at samarbejde med dem.

"Her er for godt til ikke at dele med andre," smiler hun.

Og med inspiration også fra selve landskabet, udviklede det sig langsomt til det kraftfelt for sansning, kultur og internationale møder, det er i dag..

Fakta

Earthwiseaktiviteter

Skovsansningsture

Sommerkoncerter

Gæstespil, fx vandringsforestillingen "Reindeer Safari" 2013 og '14, hvor folk oplevede at være rensdyr i Mols Bjerge

Kunstnere på arbejdsophold

Volontører

Visninger af Secret Hotels produktioner eller artist talks fra kunstnere i residens

Virksomheder lejer faciliteterne til kurser i naturen

Publiceret 21 November 2020 09:12