En af de sejlivede iværksættervirksomheder i Syddjurs er Jensen Opals - en guldsmedebutik i hjertet af Ebeltoft med speciale i australske opaler. Pressefoto

En af de sejlivede iværksættervirksomheder i Syddjurs er Jensen Opals - en guldsmedebutik i hjertet af Ebeltoft med speciale i australske opaler. Pressefoto

Iværksætterne i Syddjurs: Har høj overlevelsesrate

Nye virksomheder i Syddjurs Kommune ligger over både det regionale og nationale niveau, viser ny rapport

Erhverv Et spirende iværksættermiljø står højt på ønskelisten hos mange af landets kommuner. Og her viser en ny rapport fra Erhvervshus Midtjylland, at Syddjurs Kommune klarer sig godt. Det fortæller Syddjurs Kommune i en pressemeddelelse.

Rapporten dokumenterer, at iværksætterne i Syddjurs ikke blot har mod på at starte virksomhed og bidrager til beskæftigelsen, men de er også særdeles sejlivede. Særligt iøjnefaldende er det, at den femårige overlevelsesrate i Syddjurs konsekvent placerer sig over det regionale og nationale niveau i perioden 2012 til 2018.

Syddjurs Kommunes overlevelsesrate afslutter desuden måleperioden på et signifikant højere niveau end resten af hele landet. Syddjurs femårige overlevelsesrate i 2018 viser, at hele 70,1 procent af virksomhederne var i live efter fem år mod 66,7 procent i Region Midtjylland og 63,2 procent i Danmark.

Guld værd

En af de sejlivede iværksættervirksomheder i Syddjurs er Jensen Opals - en guldsmedebutik i hjertet af Ebeltoft med speciale i australske opaler. Butikken er startet af Hans og Helle Jensen, der for fire år siden vendte hjem til Danmark efter at have boet 25 år i Australien. Opalerne graver de selv i deres mine i Lightning Ridge i Australien og sliber dem på værkstedet i Ebeltoft.

"Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, hvor meget det kræver at opstarte en virksomhed. Derfor var det guld værd for mig, at jeg gennem et iværksætterkursus kunne få nyttig viden og styr på alt fra forretningsplan til virksomhedsform og krav. Det mest værdiskabende for vores virksomhed er at have nogen at søge råd og vejledning hos - og det kan vi hos Erhvervsservice Syddjurs," fastslår Helle Jensen, der holder sig opdateret på muligheder og har allerede et nyt iværksættertilbud fra Erhvervsservice Syddjurs i kalenderen.

Det kan være afgørende for virksomheders vækst og udvikling at få ideer, sparring og input udefra. Derfor opfordrer Syddjurs Kommune også til, at virksomheder og iværksættere bruger mulighederne i erhvervsfremmesystemet og kontakter Erhvervsservice Syddjurs eller Erhvervshus Midtjylland, hvis man står med akutte udfordringer eller har brug for hjælp til at udvikle sin virksomhed.

gs

Publiceret 21 November 2020 10:00