Hans Kristian Skibby. Foto: Steen Brogaard

Hans Kristian Skibby. Foto: Steen Brogaard

Molslinjen: Fire spørgsmål fra DF'er til transportministeren

Erhvervs- & transportordfører for Dansk Folkeparti, Hans Kristian Skibby, til Molslinjens ageren fra Ebeltoft eller mangel på samme

Af
Lars Norman Thomsen

MOLSLINJEN Hans Kristian Skibby, erhvervs- & transportordfører for Dansk Folkeparti på Christiansborg og medlem af Folketingets transportudvalg, har i lyset i lyset af den lokale debat, der har været om Molslinjens nedprioritering af Ebeltoft som anløbshavn, stillet transportminister Benny Engelbrecht (S) en række spørgsmål:

  • Hvordan er situationen omkring kompensationsbeløb tilført færgerederier, efter at den danske regering i 2018 besluttede at gennemføre takstnedsættelser på Storebæltsbroen – og i den forbindelse også lovede at kompensere de, med Storebæltsbroen, konkurrerende rederier?
  • Set i forhold til de brede politiske ønsker om at sikre en bedre ”skuldersæson” (det vil sige forårsmånederne fra marts til juni samt efterårsmånederne september og oktober, red.), eksempelvis i forhold til udlejning af feriehuse- og ferielejligheder, vil jeg gerne anmode transportministeren om at redegøre for regeringens vurdering af, at eksempelvis Molslinjen helt har fravalgt at anløbe Ebeltoft med færgebetjening udenfor sommersæsonen – og alene gennemfører sejlplan med destination på Sydhavnen i Aarhus?
  • Set i forhold til at borgmestre, byråd og virksomheder i hhv. Norddjurs og Syddjurs efterspørger en daglig sejlafgang fra Ebeltoft, også i lavsæsonen, ønsker jeg transportministerens vurdering af det lokale ønske, herunder hvorvidt ministeren vil undersøge hvilke muligheder der er for at forhandle en sådan aftale på plads med Molslinjen?
  • Set i forhold til at borgmestre, byråd og virksomheder i hhv. Norddjurs og Syddjurs efterspørger en daglig sejlafgang fra Ebeltoft, også i lavsæsonen, vil jeg gerne have transportministeren til at kommentere Molslinjens udmeldte plan om i 2021 at udvide sommerafgangene med en torsdagsfærge og om ikke dette tiltag giver en oplagt mulighed til at få undersøgt hvorvidt der er kundegrundlag til flere afgange – også i en længere sæson?

Lignende spørgsmål er tidligere sendt til andre transportministre uden effekt. Spørgsmålet er, om Benny Engelbrecht vil afvige fra rækken af defensive ministersvar?

Transportminister Benny Engelbrecht har endnu ikke svaret Hans Kristian Skibby. Lokalavisen følger op, når ministersvarene foreligger.

Publiceret 29 November 2020 19:00