Rikke Bennekou, sexolog, pædagog og forfatter. Foto: PR

Rikke Bennekou, sexolog, pædagog og forfatter. Foto: PR

Sexologen: Hvad er meningen?

Af
Rikke Bennekou

sexolog

pædagog og forfatter:

SEXOLOGENS KLUMME "Det kan være svært at se noget som helst positivt i en tid, hvor pandemien Covid19 - i daglig tale Corona - afskærer os fra meget af det, vi plejer at gøre. Mange oplever en følelse af manglende frihed. Frihed til oplevelser med og uden familien og dermed også noget at se frem til og efterfølgende leve højt på.

Nogle nyder dét at få mere tid med familien, kæresten eller enkelte venner og får det bedste ud af det. Andre er mildest talt ved at gå til af og i frustration og går rundt som løver i et bur. Mange oplever, at deres parforhold bliver særlig udfordret – og særligt hvis det allerede var det i forvejen. Dét at vi på mange måder er tvunget til at være mere hjemme sammen med vores partner – og nogle tilmed med hjemmearbejdsplads gør, at det kan være svært at skjule sin frustration.

Da Danmark lukkede ned tilbage i marts, lukkede jeg mig inde med mine døtre og nød, at vi kunne hygge lidt ekstra sammen. Jeg havde dog heller ikke taget nogen synderlig arbejdsbyrde med mig hjem, så da jeg en dag rendte ind i én af mine bekendte og spurgte, om det ikke var skønt at have ekstra tid hjemme sammen med familien i en tid, hvor børnefamilien render rundt og forgæves prøver at nå det hele uden at gå ned med stress, kiggede han på mig med et blik, der sagde ALT; han var IKKE begejstret for den ekstra tid sammen med familien.

Jeg tror på, at der er en mening med alt. Jeg tror på, at vi må og skal få det bedste ud af det – også i en tid som denne med coronaen som følgesvend. Tiden lige nu er efter min mening oplagt til at standse op og trække vejret. Stille og roligt. Uden at skulle alt det, mange af os plejer og som ofte kan resultere i et manglende nærvær og en manglende taknemmelighed, og som resulterer i, at de fleste af os bare fortsætter derudaf i samme spor, i samme gear - og uden at gøre os nogle tanker om, om vi kunne gøre noget anderledes.

For nylig var jeg i biografen for at se den danske film Druk. En film, som handler om at afprøve en norsk filosofs tese, om at mennesket er født med en halv promille for lidt. For læreren Martin, spillet af Mads Mikkelsen, virker det som den perfekte løsning af afprøve tesen, da han på alle måder stagnerer som lærer, som far, som ægtefælle og som menneske. Sammen med hans 3 bedste venner og lærerkollegaer sætter de sig således for hver dag at drikke sig til en halv promille. Alt sammen noget som Martin hurtigt oplever en mærkbar virkning af; hans tilgang til hans undervisning bliver forandret og blomstre op, hvilket afspejler sig i elevernes lyst til at lære. Hans skrantende og stagnerede forhold til sin kone og moderen til sine børn, Trine, spillet af Maria Bonnevier, opnår også en pludselig opblomstring – han ser pludselig igen på hende med nysgerrighed og lidenskab. Da hun på et tidspunkt sætter ord på hans forandring og det hun har savnet, siger hun ”nærværet”, og som jeg ser det, er det netop dét, vi oftest mangler – NÆRVÆRET – fordi vi mennesker har det med at tage alting for givet og hele tiden er på vej videre.

Men lige nu er tiden mere end oplagt til at dyrke nærværet. At se på hinanden som var det første gang. Med nysgerrighed og taknemmelighed. Det er nu, vi kan stoppe op og se på os selv og forandre. Vi kan med andre ord ryste posen og gøre noget andet – for os selv, sammen med vores partner, med vores børn og i vores arbejde."

Publiceret 29 November 2020 18:14