Natalia Jensen kæmper kampen for at overleve med Frisør Cassiopeia i Mørke. Fotos: Lars Norman Thomsen

Natalia Jensen kæmper kampen for at overleve med Frisør Cassiopeia i Mørke. Fotos: Lars Norman Thomsen

Frisør Cassiopeia i Mørke er mærket af corona

Frisør Natalia Jensen erkender, at det er svært at ane bare en lille sprække af lys for enden af en mørk tunnel

Af
Af Lars Norman Thomsen

MØRKE "Det gør meget ondt lige nu, hvor jeg ikke tjener en krone, fordi Danmark er lukket ned," siger indehaver af Frisør Cassiopeia på Trælgårdsvej 1 i Mørke, Natalia Jensen.

"Jeg har desværre ikke kunnet komme i betragtning til at få del i en af hjælpepakkerne."

Netop frisørerhvervet fik en lange næse efter nedlukningen i foråret 2020, hvor mange forretninger ikke kunne leve op til kravet om, at omsætningen skal være faldet med mindst 30 procent over den samlede periode, som ikke var de fem nedlukningsuger, men også perioden frem til juni, hvor folk stod i kø for at komme til frisør.

Corona-krisen skal ikke vare ved ret meget længere, før Natalia Jensen og Frisør Cassiopeia bliver trængt derud økonomisk, hvor der ikke er nogen vej tilbage

Corona-krisen skal ikke vare ved ret meget længere, før Natalia Jensen og Frisør Cassiopeia bliver trængt derud økonomisk, hvor der ikke er nogen vej tilbage

"Jeg har heldigvis fået en god aftale med min udlejer, som har udvist forståelse for min økonomiske situation. Jeg håber selvfølgelig, at jeg snart kan åbne op igen, men der kan gå noget tid, det er jeg klar over."

Nathalia Jensen bor i en lejlighed i samme bygning, som huser Frisør Cassiopeia. Uden udlejers forståelse ville hun sidde i saksen rent økonomisk, fordi hun heller ikke har midler til at flytte i en ny lejlighed.

Fra Letland

Natalia Jensen, som fylder 47 i februar, er født i Letland, hvor hun uddannede sig til frisør og derefter arbejdede som frisør i fem år. Danmark kom ind i billedet, da hun under et ophold i Moskva mødte en dansk mand, som hun senere blev gift med.

Hun har været igennem tre ægteskaber, men bor nu alene i Mørke sammen med sin teenagesøn, der læser HHX.

Arbejdsmæssigt har Natalia Jensen udfoldet sine talenter flere steder i Danmark: København, Kalundborg, Horn-slet og siden Randers, før hun i 2011 fik ansættelse hos Frisør Cassiopeia i Auning.

Den daværende indehaver Ingrid Klausen tilbød hende at overtage salonen i 2012, og 1. oktober startede hun ud som selvstændig.

"Før jeg blev selvstændig arbejdede jeg i Hårlokken i Hornslet i 4,5 år og derefter hos Kristian Elgaard i Randers og en anden frisørsalon i Randers 'Darlington'," fortæller Natalia Jensen, der i en yngre udgave også prøvede arbejdslivet som køkkenassistent hos Novo Nordisk i en periode.

"Her hjalp jeg til med at lave mad til 500 mennesker hver dag," husker hun.

Glad for Mørke

Mest af alt er Natalia Jensen glad for Mørke.

"Jeg besluttede at flytte til den nuværende placering for godt tre år siden, fordi jeg blev tilbudt en meget billigere husleje sammenlignet med den, jeg betalte i Auning, og det har jeg ikke fortrudt."

"Mange af mine kunder fulgte med mig, og jeg har også fået nye, men jeg har plads til mange flere."

Med minimum fem kunder om dagen hænger det sammen for hende, der kun er sig selv i salonen.

Natalia Jensen tilbyder gerne at komme hjem i privaten til ældre kunder, som ikke er så mobile, for at ordne deres hår.

"Jeg glæder mig til, at vi kommer på den anden side af corona, så jeg igen kan drive min forretning og glæde mine stamkunder," siger Natalia Jensen, der vedgår, at krisen ikke må trække ret meget længere ud.

"Helst ikke længere end til slutningen af februar. Ellers bliver det meget svært for mig at klare mig økonomisk."

Natalia Jensen sigter efter månen. Hvis hun rammer forbi, håber hun på at lande mellem stjernerne. Helst på stjernebilledet Cassiopeia. Det er let at finde på nattehimlen, dels fordi det aldrig går ned under horisonten, dels fordi det ligner et W.

Publiceret 15 January 2021 12:00