Piger flytter tidligere hjemmefra end drenge, viser tal fra Danmarks Statistik

Piger flytter tidligere hjemmefra end drenge, viser tal fra Danmarks Statistik Palle Peter Skov

Syddjurs unge forlader reden tæt på de 22

Der er forskel på, hvor tidligt de unge flytter hjemmefra, alt efter om de bor på landet eller i byen, viser tal fra Danmarks Statistik

Af
Lars Norman Thomsen

FLYTTEMØNSTRE Danske unge er blandt dem i Europa, der flytter tidligst hjemmefra – omkring 22-årsalderen i snit. Men der er forskel på, hvor tidligt de unge flytter hjemmefra, alt efter om de bor på landet eller i byen.

Danmarkskortet for unges flyttemønstre baseret på tal fra 2019. Kilde: Danmarks Statistik

Danmarkskortet for unges flyttemønstre baseret på tal fra 2019. Kilde: Danmarks Statistik

I Norddjurs og Syddjurs Kommuner flytter de unge fra reden ved en gennemsnitsalder i omegnen af 22 år.

Gennemsnitsalderen for de unge, der flytter hjemmefra, varierer kommunerne imellem med op til 1,8 år i forskel på de unges alder. På Læsø flytter de unge tidligst hjemmefra ved en gennemsnitsalder på 20,8 år, og i Gentofte flytter de senest hjemmefra ved en gennemsnitsalder på 22,6 år, viser en opgørelse fra Danmarks Statistik på basis af flytninger i 2019.

”Der er et tydeligt geografisk mønster i, hvor tidligt eller sent de unge flytter hjemmefra. De unge flytter senest hjemmefra i kommunerne i og omkring hovedstadsområdet,” konkluderer Danmarks Statistik.

Ifølge ejendomsmæglerkæden Home som i 2020 i samarbejde med analysevirksomheden YouGov har udarbejdet en stor analyse om unge, der flytter hjemmefra, forklarer boligmarkedsanalytiker Henrik Hauthorn Jensen, at forskellen på by og land er helt naturlig.

”De unge, der vokser op på landet, er nødt til at flytte efter uddannelse og jobs, men de unge, der bor i de store byer har det hele i nærheden - universiteter og andre videregående uddannelser i rimelig nærhed og kan blive boende hjemme,” lyder det fra Home-analytikeren.

Uddannelse er den største flyttefaktor, men derefter er de unge drevet af lyst til forandring, når de flyver fra reden. Det viser en spørgeundersøgelse blandt unge, som YouGov har gennemført for Home i forbindelse med tilblivelsen af en mini-dokumentar og bogen ’Giv det bedste videre - Når unge flytter hjemmefra’.

Publiceret 15 January 2021 14:00