Forpagter af Podiet, Bent Thers, glæder sig til at kunne åbne igen og ser også frem til at kunne arrangere levende musik. Privat arkivfoto.

Forpagter af Podiet, Bent Thers, glæder sig til at kunne åbne igen og ser også frem til at kunne arrangere levende musik. Privat arkivfoto.

Forpagter af Podiet Sport & Musik Bar fortsætter

Bent Thers, forpagter gennem tre år af Podiet Sport & Musik Bar i Ebeltoft, fortsætter på posten

Af
Anette Bonde

navne En annoncering efter ny forpagter til Podiet Sport & Musik Bar på Toldbodvej i Ebeltoft er mundet ud i, at den hidtidige forpagter Bent Thers fortsætter.

"Ja, altså når vi engang får lov til at åbne igen," siger han med henvisning til den aktuelle nedlukning på grund af corona-situationen.

Levende musik

"Jeg glæder mig til, at det bliver nogenlunde normalt igen. 2021 skal nok blive bedre, både hvad angår forsamlinger og bedre vejr," lyder det optimistisk.

Bent Thers håber at kunne byde på levende musik i samme omfang som i årene inden 2020. Både i 2018 og 2019 arrangerede han udendørs levende musik hver lørdag om sommeren i seks uger og indendørs musik en gang om måneden året rundt.

Typisk foregik den udendørs levende musik fra klokken 15 - 18. Af hensyn til naboerne fik Bent Thers opsat lyd-sluse i form af en ekstra dør samt en dørpumpe ved døren på bagsiden.

Bent Thers har været forpagter i tre år på Podiet og inden det var han i to et halvt år forpagter af Den Skæve Bar i Overgade.

Publiceret 17 January 2021 05:30