Ryomgård Erhvervsforening klar til at markedsføre stationsbyen med lysende pylon ved indgangen til byen. Foto: Lars Norman Thomsen

Ryomgård Erhvervsforening klar til at markedsføre stationsbyen med lysende pylon ved indgangen til byen. Foto: Lars Norman Thomsen

Digital indgang til Ryomgård nu en kendsgerning

Ryomgård Erhvervsforening klar til markedsføre stationsbyen i stor stil med en lysende byportal med LED-skærm ved indgangen til byen fra Aarhus siden

Af
Lars Norman Thomsen

RYOMGÅRD Byrådet har besluttet, at der kan opsættes digitale byportaler i form af LED-skærme i kommunen.

Ryomgård Erhvervsforening har længe været interesseret, og i juni 2020 var der klarmelding fra Syddjurs Kommune til opstilling af en pylon, hvor Thorsagervej og Slotsgade siger goddag til hinanden og hilser på Industrivej inden for byskiltet, så kørehastigheden maksimalt er 50 kilometer i timen for de firhjulede.

"Trafiksikkerhedsmæssigt vurderes placeringen ikke til at være god på grund af den korte afstand til letbaneoverkørslen, men det vurderes samlet set, at det element ikke er tilstrækkeligt til at tale imod denne placering. Indhentning af tilladelse vil afhænge af den endelig placering. Er det i vejarealet, så er det vejmyndigheden der skal have ansøgningen, og er det inde på matriklen ved byparken, er det grundejer (Pindstrup Mosebrug)," har Syddjurs Kommune godt nok tidligere noteret i et notat.

Kommunens betænkelighed var ikke nok til at forhindre den ønskede placering.

Primært til medlemmerne

Formand for Ryomgård Erhvervsforening, Allan Rytter, er spændt på af effekten af pylonen, der giver nye muligheder for at markedsføre Ryomgård.

"Ryomgård Erhvervsforening har investeret 225.000 kroner i pylonen og kommer til at stå for driften."

"Det vil primært være vores medlemmer, som skal bruge den, og jeg forventer, at de vil benytte den flittigt over en bred kam."

Politiske og religiøse budskaber kommer ikke i betragtning, men Syddjurs Kommune og andre interessenter er meget velkomne, understreger Allan Rytter.

6 morgen - 22 aften

Fra klokken seks til klokken 22 vil der være blus på den digitale platform, som kan styres fra en computer.

"Det bliver mig selv, sagde hunden, og Thomas Cuno Christensen (Mesballe Autocenter ApS og Baseprint, red.), som bliver de ansvarlige for modtagelse af ordrer og driften. Det gør vi på frivillig basis," siger Allan Rytter.

"Lige nu tester vi den, men vi forventer, at den vil være klar inden længe til at køre fra tidlig morgen til sen aften."

Allan Rytter forventer en årlig udgift til strøm på cirka 25.000 kroner.

Det bliver nu op til 'annoncørerne' at forrente investeringen på bedst mulig vis ved at købe pakkeløsninger i en, tre og seks måneder eller sågar et helt år (se faktaboks).

FAKTA

Mulige pakkeløsninger

  • 12 mdr.: Pris 15.000 kroner - 100.800 visninger
  • 6 mdr.: Pris 11.500 kroner - 50.400 visninger
  • 3 mdr.: Pris 6.250 kroner - 25.200 visninger
  • 1 mdr.: 2.500 kroner - 8.400 visninger

Alle priser er eksklusiv moms

Publiceret 21 January 2021 13:00