Covid-19: Syddjurs Kommune opretter smittesporingsenhed

5-6 medarbejdere uddannes til at ringe rundt til kommunens frontpersonale som bidrag til en mere effektiv smitteopsporing

Af
Lars Norman Thomsen

Alle kommuner har mulighed for at sende mobile testenheder ud på statens regning til børnehaver, vuggestuer, plejehjem og andre institutioner.

Med de mobile testenheder kan det kommunale personale blive testet for covid-19 med en lyntest. Men ordningen bliver langtfra udnyttet tilstrækkeligt.

Det mener justitsminister Nick Hækkerup (S). Han sendte derfor torsdag en kraftig opfordring til landets kommuner om straks at sende bud efter de mobile testenheder. Det skete på et hasteindkaldt digitalt møde med landets borgmestre, hvor også deltog social- og ældreminister Astrid Krag og sundhedsminister Magnus Heunicke.

Mødet handlede primært om de såkaldte lyntest eller kviktest.

Den samlede kapacitet for mobile lyntestenheder er i øjeblikket over 30.000 daglige test, ifølge leverandørerne selv.

Denne kapacitet øges til 60.000 fra februar.

Det er særligt forekomsten af den britiske coronavariant B117, der har fået myndighederne til at anbefale, at der skrues op for testningen.

Benytter Falck

Syddjurs Kommune benytter den private udbyder, Falck, til lyntest.

"Vi er lige ved at undersøge med Falck, hvordan og hvornår det skal foregå. Mange blev overrasket over meldingen i går, og derfor er vi sikkert en hel del, som i øjeblikket rykker i Falck," siger kommunikationschef Ole Bjarke Nielsen, Syddjurs Kommune.

Lyntest vil være aktuelle i for eksempel daginstitutionerne, på kommunens specialskole Pindstrupskolen og i Ungdomsskolens heltidsundervisning.

Syddjurs Kommune udfører selv PCR-test på kommunens plejecentre.

"Her opfordrer vi vores medarbejdere på plejecentrene, ansatte i hjemmeplejen og vores hjemmesygeplejersker til at blive testet to gange om ugen," siger Ole Bjarke Nielsen.

Øvrigt personale, der også kommer i berøring fysisk med mennesker i dagligdagen, opfordres til at få taget en PCR-test en gang om ugen. Det er for eksempel ansatte i sundhedsplejen, tandplejen, rengøring etc.-

Opsporingsenhed

Desuden er Syddjurs Kommune i færd med at oprette en smittesporingsenhed bestående af måske 5-6 kommunale medarbejdere under ledelse af ældrechef Ingelise Juhl, som skal ringe rundt til kommunens frontpersonale og forsøge at kortlægge mulige smittekæder.

"De medarbejdere, der bliver en del af smittesporingsenheden, bliver klædt på til det, så de har en konkret basisviden om, hvordan de bedst muligt klarer opgaven," siger borgmester Ole Bollesen (S).

Han forventer, at enheden snart er at klar til gå i gang.

Flittige Syddjurs

Borgerne i Syddjurs er generelt flittige til at blive testet.

Torsdagens status fra Statens Seruminstitut klokken 14 viste, at 22 Syddjurs borgere var smittet med coronavirus de seneste syv dage.

I samme periode blev 5.413 borgere testet (til sammenligning 2.890 i Norddjurs i samme periode).

Positivprocenten de seneste syv dage var 0,41.

Positivprocenten angiver, hvor stor en del af de test, der er foretaget den seneste uge, som har givet et positivt prøvesvar.

"Vi er meget glade for, at så mange bliver testet, og selvfølgelig også for, at kun et fåtal får et positivt svar," siger borgmesteren.

Publiceret 22 January 2021 12:00