Det smukke hedeareal er indhegnet og gjort klar til, at der kan gå heste og får rundt i de smukke omgivelser. Foto: Lars Norman Thomsen

Det smukke hedeareal er indhegnet og gjort klar til, at der kan gå heste og får rundt i de smukke omgivelser. Foto: Lars Norman Thomsen

Pindstrup:

Hvornår kommer der heste på heden?

Syddjurs Kommune har sat gang i et naturplejeprojekt i Pindstrup på heden bag Pindstrup Hallen ved Storegade

Af
Af Lars Norman Thomsen

PINDSTRUP "Når man fra Pindstrup kører mod Auning møder man på højre hånd, lige før man kører ud af Pindstrup By, et indhegnet område.

Der er mange, der mener, det er en hundeskov, andre siger, der kommer heste /får.

Der er brugt mange penge på indhegning + strøm. Så noget skal der vel ske," spørger en Pindstrup borger, som ønsker at være anonym, men som Lokalavisen kender navnet på.

"Vil du undersøge det," spørger den pågældende.

Naturplejeprojekt

Det nævnte område blev faktisk lige omtalt, da borgmester Ole Bollesen (S) i oktober 2020 inviterede på morgengåtur i Pindstrup sammen med det lokale distriktsråd.

Faktum er, at Syddjurs Kommune har etableret et naturplejeprojekt i Pindstrup på heden bag hallen ved Storegade.

"Heden rummer en rigtig god natur med mange spændende urter i form af blomster, og der er tidligere registreret klitperlemorsommerfugl, og derudover er der også registreret brun pletvinge og foranderlig blåfugl. Klitperlemorsommerfugl har dog ikke været set på heden siden 2018," oplyser man hos Syddjurs Kommune.

Heden trænger imidlertid til pleje, idet den flere steder er domineret af græs og rummer problemarter som rynket rose og gyvel. Sidstnævnte kan på ganske kort tid lave store, tætte krat, hvor der ellers kunne være en masse meget mere værdifuld natur.

Pleje en nødvendighed

Klitperlemorsommerfugl fandtes tidligere på Sjælland, Sydfyn og vest, midt og Østjylland. I dag findes den langs vestkysten, i Nordjylland og få steder i Østjylland.

Klitperlemorsommerfugl er en ivrig blomsterbesøger, der ikke er kræsen i sit valg af nektarplanter.

For at få flere blomsterplanter til at vokse på heden igen, kræver det imidlertid, at græsset plus mos og førne på arealet, der er lig med plantemateriale, bliver holdt nede.

"Det vil gøre det sandsynligt at få klitperlemorssommerfugl tilbage igen og bibeholde de øvrige sommerfugle," lyder forventningen hos Syddjurs Kommune.

Heste og får

Kommunen er derfor i gang med at lave et naturplejeprojekt, der skal bestå af hegning og græsning af heden. Kommunens hegningsfolk har for længst hegnet området ind.

Som udgangspunkt skal arealet græsses af heste og/eller får og det er umiddelbart planen, at de skal gå der efterår/vinter/forår. Heste nok hel-års, får, der er hårde ved blomster, primært i vinterperioden.

Publiceret 24 January 2021 09:00