Med letbanens placering lige over for det nye bryghus på Stationsvej i Mørke håber Michael Skovsholt Landerholm, at der kan åbnes for et nyt marked fra eksempelvis Aarhus og virksomheder, der ønsker at lave et firmaarrangement. Foto: Simon Carlson

Med letbanens placering lige over for det nye bryghus på Stationsvej i Mørke håber Michael Skovsholt Landerholm, at der kan åbnes for et nyt marked fra eksempelvis Aarhus og virksomheder, der ønsker at lave et firmaarrangement. Foto: Simon Carlson

Mikrobryg bliver til Mørkes eget bryghus

Det er gået stærkt for bryggeriet Myrki, der startede som et lille hobbyprojekt. Nu er brygmesteren klar til næste step

Af
Simon Carlson

Mørke Michael Skovsholt Landerholm gestikulerer ivrigt og peger rundt i det lille lokale. Gulvet er ved at blive revet op for at gøre klar til nye rør, som skal forbindes til gærtanke og kogere. 

Det er dem Michael Skovsholt Landerholm peger rundt for at fortælle placeringen af. De skal udgøre hjertet i Mørkes helt nye bryghus, som - hvis alt går vel - står klar til påske.

Myrki Bryghus bliver navnet. Det er næste step i udviklingen af det lille bryggeri Myrki, som Michael Skovsholt Landersholm startede på hobbyplan for tre år siden.

 

Naturligt næste trin

Indtil nu er Myrkis øl kommet til verden i et seks kvadratmeter stort lokale lejet i det tidligere Syddjurs Udviklingspark på Fabriksvej, men luksusproblematikker er, at kapaciteten her ikke længere rækker.

Efter et par år er Michaels Skovsholt Landerholm klar til at lukke døren til de seks kvadratmeter bryggeri på Fabriksvej og løfte Myrki til næste trin. Foto: Simon Carlson 

Efter et par år er Michaels Skovsholt Landerholm klar til at lukke døren til de seks kvadratmeter bryggeri på Fabriksvej og løfte Myrki til næste trin. Foto: Simon Carlson 

"Jeg har endnu ikke været ude og lavet aktivt salg med øllene ude i forretningerne, men jeg kan alligevel ikke nå at brygge nyt, før det hele er solgt igen. Nu opgraderer jeg, så produktionen bliver cirka tre gange så stor som nu, og jeg kan brygge omkring 350 liter ad gangen. Det er et godt og naturligt næste trin," fortæller Michael Skovsholt Landerholm. 

Nye markeder

I bygningen på Stationsvej holdt PGU Rosenholm tidligere til. Bygningen er nu godkendt til både at indeholde bolig og erhverv, og lige før jul rykkede Michael Skovsholt Landerholm og familien ind i boligen. 

Nu går arbejdet i gang med at indrette bryggeriet, hvor fire nye gærtanke og en større koger skal imødekomme efterspørgslen.

Det handler om at skrue på få ting ad gangen, så man kender effekten af det, man har skruet på. Michael Skovsholt Landerholm, brygger, Myrki Mikrobryg

Her stopper udvidelsestankerne dog ikke. Ud over at få pladsen til at bygge et væsentlig større lager op, har Michael Skovsholt Landerholm ambitionen om at indrette butik i de nye lokaler og også skabe rum til, at der kan afvikles arrangementer i Mørkes nye bryghus.

"Med den nye placering lige ved siden af letbanen, ser jeg også muligheden for at åbne til et nyt marked. Det kan være folk, der en fredag står af og kommer ind og køber en øl, inden de tager næste tog hjem, men det åbner også for, at folk fra Aarhus synes, det kan være spændende at tage turen hertil. Jeg vil gerne arbejde med at lave ølsmagninger, og det giver nogle muligheder, at virksomheder fra for eksempel Aarhus kan lave det som et firmaarrangement, når vi ligge lige op ad letbanen," vurderer Michael Skovsholt Landerholm.

Små skridt

Det griber med andre ord om sig for Myrki. Det er blot halvandet år siden, virksomheden blev fødevaregodkendt, men den stadig relativt nye brygmester tager dog indtil videre kommende udvikling helt afslappet 

"Lige nu er det her et godt næste step at tage. Det skal ikke bare være vækst for vækstens skyld. Så havde jeg ikke valgt at beskæftige mig med øl, for der er så stor konkurrence. Det skal stadig være sjovt, så jeg tager udviklingen i små rolige step. Måske skal jeg revurdere om et par år, men det er ligesom, når man skal finde frem til den smag, man gerne vil have. Det handler om at skrue på få ting ad gangen, så man kender effekten af det, man har skruet på," konstaterer Michael Skovsholt Landerholm. 

Fakta

Myrki Mikrobryg

  • Bryggeriet startede som hobbyprojekt hjemme i køkkenet for Michael Skovsholt Landerholm. For et par år siden etablerede han mikrobryggeriet i lejede lokaler i bygningerne, som Vahle A/S i dag ejer.
  • Det nye bryghus bliver på omkring 80 kvadratmeter fordelt på bryggeri, lager, toilet og butik. 

Publiceret 27 January 2021 19:00