Djurslandsmotorvejen. Foto: PR

Motorvejsbøvl. Der arbejdes med planer om at bygge to østvendte ramper i tilknytning til broen, hvor Høgemosevej er ført over Djurslandsmotorvejen. POLFOTO

Borgmestre: En motorvej giver nyt liv

Borgmestrene i Syddjurs og Norddjurs er meget tilfredse med at få Aarhus med i kampen for en motorvej til Grenaa

Af
Henrik Grønvald

JP Aarhus

Djursland "Meget interessant."

Sådan beskriver borgmester Jan Petersen (S), Norddjurs Kommune, Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaards (S) udmelding om et fælles østjysk ønske om en motorvej helt til Grenaa.

"Det er en meget stærk alliancepartner at få, og jeg synes, det er et godt signal – ikke bare for Aarhus, men for trafikforhandlingerne. Vi har hele tiden ønsket at få en bedre sammenbinding af Grenaa og Aarhus," siger han.

I første omgang havde kommunerne Syddjurs og Norddjurs lagt forsigtigt ud med et ønske om en såkaldt 2plus1-model hele vejen, hvor der skiftevis er to spor i samme kørselsretning, sådan som der allerede er på en del af vejen mellem Aarhus og Kolind.

"Det har været vores udspil, alene fordi vi følte, at vi var relativt alene om det her. Men det har hele tiden været vores endelige mål at få motorvejen forlænget til Grenaa," siger Jan Petersen.

Vigtig korridor

Ud over en bedre forbindelse til Aarhus Lufthavn mener han, at Djursland kan blive en vigtig rute for trafik mellem Jylland og Sverige.

"Vi har en transportkorridor i vækst mellem Grenaa og Halmstad, så sammenkædningen mellem det øvrige Østjylland og E45 kan blive et aktiv. Det kan være med til at flytte noget trafik fra Storebælt og Øresund og Frederikshavn-Gøteborg," siger Norddjurs-borgmesteren.

Gavner lufthavn

Ifølge borgmester i Syddjurs Kommune Ole Bollesen vil en motorvej helt til Grenaa skabe mere vækst på Djursland.

"Det er erfaringen hos borgmestre, jeg taler med, som har en motorvej gennem deres kommuner. Vi ved også fra udenlandske undersøgelser, at når der kommer en motorvej, svarer det til, når der i 1880’erne kom en jernbane til et område. Det trækker erhverv og aktivitet med sig," siger Ole Bollesen.

Både Norddjurs og Syddjurs vil ifølge ham også kunne profitere af en bedre forbindelse til lufthavnen.

"Vi er jo begge medejere af lufthavnen, som er en stor arbejdsplads i Syddjurs Kommune, og lige præcis lufthavnen vil have stor glæde af, at der kom en motorvej tæt forbi," mener Ole Bollesen.

Publiceret 10 February 2021 11:30