"Det er meget positivt, at vi selv i et så specielt år som 2020 kan skabe et godt økonomisk resultat og ikke mindst fastholde en høj kunde- og medarbejdertilfredshed," siger adm. direktør Klaus Skjødt om Sparekassen Kronjyllands regnskab. Pressefoto

Regnskab:

Sparekassen Kronjylland markant over forventninger

Nye kunder og høj aktivitet på boligmarkedet væsentlige årsager til godt resultat i Danmarks største sparekasse

Regnskab Ved halvåret forventede Sparekassen Kronjylland, der på Djursland har afdelinger i Ebeltoft, Grenaa og Auning, at lande et resultat for hele året på mellem 140 og 180 millioner kroner før skat, men andet halvår udviklede sig betydeligt bedre end forventet, og årets resultat før skat endte på 278 millioner kroner. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Sparekassen Kronjylland.

"Trods corona og perioder med nedlukning har vi konstant formået at tiltrække nye kunder og holde kontakten med vores eksisterende, der i høj grad har handlet bolig og investeret deres penge. Det er meget positivt, at vi selv i så specielt et år som 2020 kan skabe et godt økonomisk resultat og ikke mindst fastholde en høj kunde- og medarbejdertilfredshed," fortæller adm. direktør Klaus Skjødt, der med det sidste henviser til de to kåringer, som Danmarks største sparekasse blev hædret med i løbet af året.

Det drejer sig dels om titlen som Europas bedste arbejdsplads kåret af Great Place to Work, dels de mest tilfredse bankkunder kåret af EPSI Rating.

"De to parametre er vores vigtigste målepunkter, og derfor er det naturligvis meget positivt," siger Klaus Skjødt.

I 2019 landede Sparekassen Kronjylland et historisk godt resultat på 494 millioner kroner før skat. Derfor kan det umiddelbart se ud til, at resultatet er væsentligt dårligere i 2020. Der er dog særligt to forhold, der er årsagen til det. Dels var Sparekassen Kronjylland i 2019 med til at sælge Sparinvest til Nykredit, dels er der i 2020 afsat 279 millioner kroner som et ledelsesmæssigt skøn til eventuelle fremtidige tab på grund af corona-krisen.

gs

Publiceret 05 March 2021 14:45