Opgjort 4. marts har Region Midtjylland startet vaccination af 109.257 borgere (8,2 procent), mens 41.839 borgere er færdigvaccinerede (3,2 procent.)

Opgjort 4. marts har Region Midtjylland startet vaccination af 109.257 borgere (8,2 procent), mens 41.839 borgere er færdigvaccinerede (3,2 procent.) Ritzau Scanpix

Covid-19: Hver 12. borger i Region Midtjylland har fået første stik

I den kommende uge forventer Region Midtjylland at få leveret nye vaccinedoser. En stor del af vaccinerne bliver afsat til revaccinationer

3. og 4. marts modtog Region Midtjylland ca. 18.550 doser Pfizer og 10.400 doser AstraZeneca vaccine mod COVID-19. Ca. halvdelen af vaccinerne er afsat til revaccinationer, skriver Regionen i "Status for vaccination mod Covid-19 i Region Midtjylland uge 9."

Opgjort 4. marts har Region Midtjylland startet vaccination af 109.257 borgere (8,2 procent), mens 41.839 borgere er færdigvaccinerede (3,2 procent.)

Vaccinationer i tre grupper

Med den seneste leverance af vacciner er der vaccineret og revaccineret borgere i målgrupperne: borgere over 85 år, borgere over 65 år, som modtager både personlig pleje og praktisk hjælp samt i målgruppen personer, som er i særlig risiko for et alvorligt forløb med COVID-19 og pårørende til alvorligt syge borgere.

Derudover er der vaccineret personale med AstraZeneca vacciner. Vaccinationerne er foregået på både hospitaler, vaccinationscentre og vaccinationssteder.

AstraZeneca-vacciner

Sundhedsstyrelsen godkendte 5. marts, at AstraZeneca-vacciner kan bruges til alle målgrupper og ikke som hidtil kun til borgere under 65 år.

Samtidig er intervallet for revaccination ændret fra 4 uger til op til 12 uger, med 9 uger som udgangspunkt.

Fredag 5. marts begyndte vaccination af sengeliggende borgere i eget hjem, som ikke kan transporteres til et vaccinationscenter.

De første besøg fandt sted i Randers og Ikast-Brande kommuner. Præhospitalet sørgede for transporten, mens personale fra vaccinationscentrene foretog vaccinationerne.

Hjemmebesøgene fortsætter i den kommende uge.

Hjælp til booking

I samarbejde med kommunerne arbejder Region Midtjylland på at kontakte ikke-vaccinerede borgere i gruppe 2 og 3 (borgere over 85 år, borgere over 65 år, som modtager både personlig pleje og praktisk hjælp).

På baggrund af lister fra Statens Seruminstitut kontakter kommunerne relevante borgere for at afklare, om de ønsker vaccine og hjælp til f.eks. at booke tid.

Mange revaccinationer

I den kommende uge forventer Region Midtjylland at få leveret både Pfizer, Moderna og AstraZeneca til brug fra fredag.

En stor del af vaccinerne fra Pfizer og AstraZeneca bliver afsat til revaccinationer.

Vaccinationer på botilbud

Vaccination på sociale botilbud er fortsat under planlægning i samarbejde med kommunerne, socialområdet og praktiserende læger. Vaccinationerne begynder 17. marts.

Fakta

  • Inviterede borgere skal booke tid til vaccination på vacciner.dk. Se vejledning i invitationen (e-boks eller brev, hvis fritaget for digital-post)

Publiceret 06 March 2021 11:45