Venstres nuværende byrådsgruppe og bagland går i clinch med borgerne for at få inputs til partiets valgprogram. Foto: Venstre

Venstres nuværende byrådsgruppe og bagland går i clinch med borgerne for at få inputs til partiets valgprogram. Foto: Venstre

Lige nu: Venstre klar til virtuel tête-à-tête med borgerne

Partiet planlægger at afvikle fire digitale borgermøder i foråret, før tankerne i drejebogen til Venstres planer for fremtidens Syddjurs offentliggøres

Af
Lars Norman Thomsen

KV21 Venstre afholder i løbet af foråret en række virtuelle borgermøder, hvor partiets ledende folk gerne vil lytte til borgernes erfaringer og ønsker til, hvad Venstre skal arbejde for i den kommende byrådsperiode.

"Den igangværende pandemi har, indtil videre, gjort det umuligt at afholde borger-/vælgermøder på traditionel vis. Derfor vil vi i Venstre Syddjurs afvikle virtuelle borgermøder, hvor borgerne kan ytre deres ønsker, meninger og gerne visioner for den næste fire års valgperiode," siger lokalformand Søren Høg.

Planlagt fire møder

Der er foreløbig planlagt 4 borgermøder inden sommerferien med forskellige temaer: Børne- og ungeliv, kultur- og fritidsliv, sundhed og livet som ældre borger plus bæredygtig erhvervsudvikling.

Møderne indledes med korte indlæg fra Venstres byrådspolitikere samt inviterede gæster, for hvem et bestemt emne har givet anledning til særlig bevågenhed.

"Herefter er ordet frit, og der bliver mulighed for at stille spørgsmål og komme med gode ideer til, hvordan vi sammen udvikler Syddjurs Kommune på bedste vis," lover Søren Høg.

Første møde forventes afholdt 18. marts klokken 19 og en lille halvanden time frem.

De øvrige planlagte borgermøder afvikles slut april, maj og juni.

Noget at forsvare

Venstre, der holder opstillingsmøde i april, hvor Claus Wistoft for fjerde gang i træk bliver kåret som partiets borgmesterkandidat, skal forsvare et flot valgresultat fra 2017, hvor det eneste, der kiksede var, at fraværet af et valgforbund med Dansk Folkeparti forhindrede Claus Wistoft i at fortsætte som borgmester.

Venstre fik 7.238 stemmer (29,6 procent) og blev klart størst i Syddjurs. Næststørst blev Socialdemokratiet med 6.274 stemmer (26,4 procent), men grundet valgforbund sneg Socialdemokratiet sig også op på otte mandater som Venstre og tilgift fik partiet også borgmesterposten.

Claus Wistofts 3.377 personlige stemmer ved valget svarer til cirka hver ottende afgivne stemme i kommunen.

Publiceret 18 March 2021 19:00