"Det er et svært dilemma at bede kunderne om at handle på andre tidspunkter end de måske har lyst til," mener direktør i Kvickly Ebeltoft Jens Friis.

Kvickly Ebeltoft opfordrer lokale:

Handl tidligt og sent

Kvickly i Ebeltoft forudser masser af kunder i de kommende uger og opfordrer lokale til at handle tidligt, eller sent, hvis man vil undgå turisterne og det store sommerhus-rykind i påsken

Af
Kian Johansen

Ebeltoft Der er mange dilemmaer for Kvickly i Ebeltoft, når man i den kommende tid pænt opfordrer de lokale kunder til at handle på de skæve tidspunkter, for at undgå utryghed ved corona-fortætning i butikken.

"Vi vil jo gerne byde alle kunder velkommen uanset hvad. Og alle skal have lov til at handle når de har lyst. Men vi har vores bekymringer på vegne af kunderne i de kommende uger, simpelthen fordi vi ved af erfaring at ugerne her omsætningsmæssigt er på højde med de gode sommerferiedage," siger Jens Friis, direktør i Kvickly Ebeltoft.

Handl tidligt eller sent

Det betyder mange kunder i butikken, primært sen formiddag og indtil klokken 20.

"Derfor opfordrer vi vores lokale kunder til at handle tidligt, mellem klokken 7-10 og sent, klokken 20-21. Det er hvis man vil undgå alt for meget trængsel."

Kvickly har plads til 250 kunder ad gangen og Jens Friis tror ikke at Kvickly nogensinde bliver helt fyldt.

Digital Tæller tæller med

Der er sat en digital tæller op, så man kan se hvor mange der er i butikken samtidig.

"Men selvom der ikke er fyldt op, kan det godt føles klemt og vi ønsker ikke at nogle kunder skal føle sig utrygge ved at handle hos os," siger Jens Friis.

Han har aftalt med en lokal vagt, at han vil dukke op og pænt bede folk om at vise hensyn, hvis der kommer for mange i butikken i løbet af påskeugen. Men det er kun en foreløbig plan, for Jens Friis syntes det er et svært dilemma, som Corona-restriktionerne sætter ham i.

"Vi ved jo, at folk kan glemme gode corona-vaner når de holder ferie. Og det er hyggeligt at handle en hel familie sammen og gå på indkøb. Så det kan være, vi mindeligt beder om at kun én person handler ad gangen."

Et andet råd kunne være at handle godt med basisvarer i ugen inden påske og så kun hente ferskvarer i påskedagene, simpelthen for at komme hurtigere gennem butikken.

Publiceret 22 March 2021 10:00