Kilometeræderne på Rønde Skole - respekt!

De to 10. klasser på Rønde Skole gav pandemien fingeren og åd kilometer efter kilometer inden påskeferien med Karen Kristensen som det helt store forbillede

Af
Lars Norman Thomsen

RØNDE Hvordan motiverer man som lærer lige sine elever, når pandemien tvinger dem til at sidde hjemme og kukkelure foran skærmen fra tidlig morgen til ud på eftermiddagen?

Man laver selvfølgelig en konkurrence til dem, som tænder op under kedlerne. Det gjorde lærerteamet bag 10. klasserne på Rønde Skoles Linje 10, som samler elever fra alle dele af Syddjurs.

"Fredag 5. februar valgte vi at lave en konkurrence mellem de to 10. klasser på Rønde Skoles Linje 10. Det handlede først og fremmest om, hvilken klasse der kunne dokumentere flest antal gået/løbet kilometer i en ukendt periode, der skulle vare til vi igen skulle mødes i skolen igen. Vi afsluttede konkurrencen fredag 26. marts, inden vores påskeferie, og 10. x vandt med 95,036 km/snit/elev mens 10. y opnåede 91,639 km/snit/elev," fortæller lærer John Sabalic, selv mangeårig elitesportsmand og fortsat i en moden alder aktiv på Rønde BTKs førstehold i bordtennis.

Karen i spidsen

Det stak helt af den sidste dag, hvor 10. y havde deres uge på skolen, fortæller John Sabalic.

Da de i sidste lektion havde bevægelse valgte de fleste elever at gå hjem fra Rønde til Hornslet, til Skæring eller til Mørke. En elev valgte at løbe en halvmarathon, og det gjorde, at 10. x følte sig presset til at yde noget ekstra.

"Hos 10. x var Karen Kristensen et fantastisk forbillede for de andre under hele konkurrencen, og hun formåede i hele perioden at gå flere ture over 20 kilometer. Men den sidste dag overgik hun dog alle, da hun nåede op på 50 kilometer. Karen må være blevet et kendt ansigt i Mørke og omegn, oftest i shorts og med et viljefast udtryk i raskt tempo," roser John Sabalic.

"I sidste ende var målet at få eleverne ud og bevæge sig - væk fra skærm og coronakuller. Og det lykkedes da meget godt."

Publiceret 07 April 2021 14:30