Henrik Nielsen (tv.) har sat strøm til Djurslands Elbil Servicecenter i Kolind. Han er nu klar til at servicere Nikolaj Nordqvist og områdets andre elbil-ejere. Foto: Simon Carlson

Henrik Nielsen (tv.) har sat strøm til Djurslands Elbil Servicecenter i Kolind. Han er nu klar til at servicere Nikolaj Nordqvist og områdets andre elbil-ejere. Foto: Simon Carlson

Nyt autocenter for elbiler:

"For et år siden sagde jeg 'vent', men nu buldrer det bare fremad"

Af
Simon Carlson

Kolind Det var i løbet af sidste år, Henrik Nielsen anede, at der var ved at ske noget. Indehaveren af HN Autocenter i Kolind havde skævet lidt til stigningen i salget af elbiler, men for et år siden var vurderingen, at der formentlig ville gå nogle år endnu, inden det for alvor ville tage fart.

"For bare et år siden sagde jeg 'arh vent et par år og se, hvad der kommer til at ske'. Det gør jeg altså ikke mere, for det går bare stærkt. De børnesygdomme, der var på de første generationer af elbiler, er ved at være væk. Nu buldrer det bare fremad," siger Henrik Nielsen.

Derfor har han nu startet Djurslands Elbil Servicecenter i en afdeling af HN Autocenters bygninger på Centervej i Kolind.

Det rette tidspunkt

Noget tyder da også på, at Henrik Nielsen rammer et behov.

Ifølge FDM blev der i 2020 solgt 14.200 elbiler og 18.300 plugin-hybridbiler. Det er en stigning på henholdsvis 158 procent og 370 procent i forhold til salget i 2019.

Nikolaj Nordqvist fra Kolind er en af dem, der sidste år valgte at køre ad elbil-vejen, da han skulle købe ny bil. Her var det også udviklingen i markedet, der var en af de afgørende parametre for valget.

"Jeg har egentlig aldrig været i tvivl om, at elbiler ville vinde frem, men man skulle også finde det rette tidspunkt. Nu kan jeg se, at flere og flere tankstationer får sat ladere op, og på et tidspunkt bliver det helt sikkert også politisk bestemt, at ladenetværket over hele landet skal være i orden. Nu giver det mening, så jeg synes, det er den rette vej at gå," fortæller Nikolaj Nordqvist.

Nye procedurer

For Henrik Nielsen gav det derfor også mening, at han for et halvt år siden sendte flere af sine folk på uddannelse i reparation og service på elbiler.

Der er flere procedurer, der adskiller sig fra reparationer på fossilbiler, fordi mekanikerne arbejder med dele af bilen, der involverer høj elektrisk spænding.

Det betyder, at den ene værkstedshal nu er indrettet til udelukkende at håndtere elbiler. Et område i gulvet er af sikkerhedshensyn markeret og fortæller, at her må kun den mekaniker, der arbejder på bilen, befinde sig, ligesom der på værktøjstavlen hænger specialværktøj, der er designet til at klare opgaverne på elbilerne.

Gearet til fremtiden

Djurslands Elbil Servicecenter er således gearet til de elektriske køretøjer, og Henrik Nielsen er da også godt tilfreds med, at han sidste år besluttede sig for, at tiden var inde til at hoppe ind i fremtiden.

"Vi vil gerne være blandt de første, og det var det, jeg tænkte for et halvt år siden, at nu skal vi med på bølgen. Jeg synes også, det er vigtigt for området, at der er et sted, som er med på udviklingen, så folk ikke er nødt til at tage til Aarhus eller Randers for at få repareret eller få service på deres elbil. Det er ikke nødvendigt at køre langt væk, når vi kan lave noget tæt på," konstaterer Henrik Nielsen.

Publiceret 08 April 2021 11:30