S og V siger nej til uvildig undersøgelse

Syv medlemmer fra fire små partigrupper, ønsker social- og handicapområdet gransket for at forbedre kvalitet og trivsel

Artiklens øverste billede
De store mod de små når de 27 kommunalpolítikere i Norddjurs skal sige ja eller nej til en uvildig undersøgelse af social- og handicapområdet. Pressefoto

Norddjurs. Når de 27 medlemmer af kommunalbestyrelsen i Norddjurs på tirsdag skal tage stilling til, om der skal iværksætter en større uvildig undersøgelse af social- og handicapområdet, så tegner alt til, at det bliver en kamp mellem de to store - Socialdemokraterne og Venstre - der på forhånd ser ud til blankt at afvise forslaget - og syv medlemmer af fire mindre partier.

Forslagsstillerne repræsenterer SF, Liberal Alliance, Det konservative Folkeparti og Enhedslisten samt Diana Skøtt Larsen fra Dansk Folkeparti.

For voldsomt våben

"Er der problemer. skal de naturligvis tages altid tages alvorligt og der skal arbejdes med dem", udtaler Kasper Bjerregaard, Venstres gruppeformand, der mener, at en ekstern undersøgelse er et voldsomt våben at tage i anvendelse både ressourcemæssigt og økonomisk.

Kasper Bjerregaard erkender, at området er udfordret - også i Norddjurs - men finder det ikke rimeligt at presse området yderligere ved at underlægge det en ekstern undersøgelse.

Derfor undersøgelse

"Alle borgere, pårørende og medarbejdere på socialområdet fortjener de bedst mulige rammer for trivsel og udvikling. De fortjener, at vi som ansvarlige politikere tager faresignaler alvorligt. Også selv om de af forskellige grunde ikke kommer via de etablerede kanaler eller kommandoveje".

Ordene kommer fra Alexander Myrhøj (SF), der gennem længere tid har søgt at få en nærmere kulegravning af socialområdet sat på den kommunale dagsorden.

"Overhøres faresignaler er det en evig faktor, at afsenderne af signalerne kan finde alternative veje for deres nødkald. Herunder medier eller skrivelser til os som politikere. Det kan koste både personlige og faglige relationer og muligheder at stå frem - og er for de fleste en sidste udvej, når alt andet er afprøvet".

Lader borgerne i stikken

Myrhøj håber, at de gode og sunde indsatser, leveret på et fundament af godt arbejdsmiljø og høj faglighed kan komme frem i lyset og være det, man hører om og kender socialområdet i Norddjurs på. Det kan vi komme tættere på med en uvildig undersøgelse, der kan trække en streg i sandet. Lade det dårlige stå tilbage som fortid og lade det gode komme frem.

"Vi skal passe på, at vi ikke i iveren for at skabe ro, beskytter et system og lader borgerne i stikken". advarer SF-politikeren.

Stoler på systemet

Venstres gruppeformand Kasper Bjerregaard er tryg ved, at der laves løbende tilsynsrapporter fra eksterne myndigheder og handlingsplaner på baggrund af tilsynsrapporterne, ligesom der indhentes høringssvar til rapporterne.

Undersøgelsen, der ønskes iværksat omfatter social- og handicapområdet, herunder det store område med bosteder og bostøtte som her i Auning. Foto: John Pedersen

Der finder også besøg sted på enhederne, hvor der er dialogmøder med både ledere, medarbejdere og borgere.

"Alt dokumenteres og kan læses på fagudvalgenes dagsorden. Alt er åbent og tilgængeligt. Derudover har Norddjurs Kommune et årelangt og veldokumenteret samarbejde med Socialstyrelsens Task Force", oplyser Kasper Bjerregaard.

S-gruppe afventer møde

Socialdemokraterne beslutter sig først for den endelige stillingtagen til en uvildig undersøgelse på et gruppemøde inden kommunalbestyrelsens møde tirsdag.

Her skal gruppen forholde sig til en indstilling fra Lars Møller, formand for Voksen- og Plejeudvalget.

"Min indstilling er, at vi understøtter arbejdet og udviklingen på socialområdet via fagudvalgene, BUU og VPU. Og vi dermed ikke stemmer for en omfattende undersøgelse af hele socialområdet"

Et ærligt billede

"Det handler i al sin enkelthed om at sikre, at vi tilbyder vores udsatte borgere den bedst mulige service og pleje", lyder det fra Jens Meilvang (LA), der sammen med sin gruppefælle i kommunalbestyrelsen støtter forslaget om en uvildig undersøgelse.

"Undersøgelsen skal ledes eksternt og inddrage så vidt muligt en bred repræsentation af relevante organisationer, fagforeninger og myndigheder for at sikre et ærligt billede af situationen. og samtidig den nødvendige viden for at rette op på de indsatser, enheder og arbejdsmiljøer, hvor der ikke er tilstrækkelig kvalitet eller trivsel".

Har nogle udfordringer

Jens Meilvang erindrer om, at der som bekendt i Norddjurs Kommune har været nogle sager over de seneste par år, som indikerer, at der er udfordringer nogle steder på social- og handicapområdet.

"Fremfor kun at fokusere på hver enkelt sag, giver det mening at kigge hele området efter. Man kan nærmest kalde det et serviceeftersyn. Begynder bilen at "beklage" sig, så kigger man forbi en mekaniker og får kigget det hele efter. For at blive i bil-analogien, så skal vi gerne holde bilen sikkert og forsvarligt på vejen".

Jens Meilvang slår fast, at det ikke mindst handler om at sikre, at ledere og medarbejdere skal være klædt bedst muligt på til at løse de komplekse opgaver, der findes indenfor social- og handicapområdet

Faglig forråelse

"Der vil altid være et behov for at arbejde med det, som kunne være bedre og blive udfordret på sin faglighed og kultur", fastslår Ulf Harbo fra Enhedslisten, der også står bag forslaget om en uvildig undersøgelse.

"Jeg kender til flere sager på handicap- og familieområdet, hvor Norddjurs Kommune har tabt i Ankestyrelsen eller på anden vis har kunnet gøre det bedre. Jeg har set tendenser til det man kalder faglig forråelse, som alle i større eller mindre grad kan blive ramt at".

Bortforklarer fejl

Ulf Harbo beskriver faglig forråelse som det hvor en personalegruppes værdigrundlag langsomt skrider og der opbygges en kultur, hvor fejl bortforklares, og det skaber en lumsk behagelig stemning i gruppen fordi bortforklaringen bliver til en fortælling om, at man igen-igen har været dygtig og fejlfri.

"Det er mit håb, at en uvildig undersøgelse som vi foreslår, kan hjælpe med vores kontinuerlige arbejde med at skabe en stærk faglighed til gavn for både vores medarbejdere og borgere i Norddjurs".

Fokus på særlige udgifter

"Vi har ikke lagt os fast på det præcise omfang og indhold af en undersøgelse, Men ud over emner som arbejdsmiljø og kompetence, synes vi, at der også er behov for at sætte fokus på udgifter til langtidssygemeldte, fratrædelsesgodtgørelser og alment sygefravær samt medarbejder-gennemstrømning", konstaterer Benny Hammer, viceborgmester og gruppeformand for de konservative, der lægger sine to lodder i vægtskålen for et ja til en uvildig undersøgelse.

Et politisk ansvar

"På de af vores bosteder i område Ørsted, Auning og Allingåbro, der især har haft mediernes bevågenhed, bor der mange svage og socialt udsatte borgere, som har brug for en tryg og velfungerende dagligdag sammen med et stabilt personale, der er i besiddelse af de rette kompetencer, både sundhedsfagligt, socialfagligt og pædagogisk. Ansvaret for, at personalet har de rigtige arbejdsbetingelse og kompetencer, må vi som kommunalbestyrelse stå på mål for".

Benny Hammer slår fast, at det 100 procent er et politisk ansvar at området får tilført de nødvendige økonomiske ressourcer.

En sag for Borgerrådgiver

Steen Jensen, gruppeformand for Dansk Folkeparti, bringer en helt ny mulighed på banen for at grave et spadestik ned og få en grundig vurdering af forholdene på social- og handicapområdet.

"Måske kunne vi sætte kommunens Borgerrådgiver på opgaven. Det er en faglig kvalificeret og respekteret person, der er uafhængig på alle måder i forhold til den kommunale administration og ledelse samt de politiske beslutningstagere".

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen