Kommentar: Blåt valgforbund - Claus Wistoft sejler snart mellem Skylla og Charybdis

Artiklens øverste billede

KOMMENTAR Venstres borgmesterkandidat Claus Wistoft har været ude flere gange i Adresseavisen og fastslå, at den sikreste vej til et borgmesterskifte i Syddjurs fra årsskiftet går via et stort borgerligt valgforbund.

Han glemmer aldrig, hvordan en sikker sejr gled ham af hænde ved kommunalvalget i 2017, fordi han ikke tidsnok fik gjort forholdet til Dansk Folkeparti, og især partiets nestor Per Dalgaard, godt igen efter en række skærmydsler borgmester Wistoft og Dalgaard imellem i månederne før, at valgforbund skulle aftales.

Det kostede Wistoft borgmesterposten, at Dansk Folkeparti i stedet indgik valgforbund med de små borgerlige partier: Konservative, Liberal Alliance og Nye Borgerlige. Derimod gav det Dansk Folkeparti yderligere et mandat trods stemmemæssig tilbagegang. Men er et stort borgerligt valgforbund, der i Claus Wistofts optik rækker fra Radikale Venstre til Nye Borgerlige, realistisk?

"Ja, tja, bum, bum, bum," for nu at citere salige Niels Helweg Petersen, da denne blev spurgt i 1987, om han foretrak Svend Auken eller Folketingets daværende formand, Svend Jakobsen, som ny formand for Socialdemokratiet efter Anker Jørgensen.

Vil Radikale Venstre hoppe med i et sådan valgforbund? I 2017 var partiet trods alt i valgforbund med Alternativet!

Det vil Radikale Venstre, hvis nuværende byrådsmedlem Jan Kjær Madsen genopstiller som partiets spidskandidat. Jan Kjær Madsen deler Claus Wistofts syn på kommuneøkonomi, og duoen har ingen tillid til en ny periode med socialdemokratisk ledelse af kommunen. Samme syn har i øvrigt den konservative spidskandidat Tommy Bøgehøj. Vælger Jan Kjær Madsen ikke at genopstille eller kun opstille på skrømt, er det mere sandsynligt, at Radikale Venstre kigger mod venstrefløjen. 'Blå Jan' Kjær Madsens afløser pt. i byrådet, Heine Skovbak Iversen, hælder klart mere til venstre end til højre.

På den yderste højrefløj kan Claus Wistoft også imødese store udfordringer, når Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige skal beslutte sig for, om de atter kan se hinanden i et valgforbund - denne gang et samlet borgerligt valgforbund vel at mærke.

Wistoft har det som blommen i et æg med Dansk Folkepartis lokalformand og spidskandidat, nuværende byrådsmedlem Ebba Grethe Møgelvang. Spørgsmålet er om sidstnævnte kan goutere et hold Nye Borgerlige, der har overhalet et vingeskudt Dansk Folkeparti med flere længder i det landspolitiske.

Hvis Nye Borgerlige så også mønstrer de to tidligere DF'ere Michael Mikkelsen og Laila Sortland, som nu er løsgængere i byrådet efter at have krydset klinger med Ebba Grethe Møgelvang, har vi miseren og konfliktpotentialet.

Mikkelsen og Sortland er ifølge Nye Borgerliges lokalformand Bent Schouw allerede blevet medlemmer af partiet, og han forventer, at begge opstiller til KV21.

Claus Wistoft må derfor i de kommende måneder forudse en sejlads, som den, der blev den græske sagnhelt Odysseus til del, da han sammen med sine mænd skulle passere farvandet mellem Skylla og Charybdis. Odysseus måtte ofre hele seks af sine mænd for at slippe gennem strædet. Hvis Wistoft slipper levende fra sin sejlads bare i Syddjurs, vil han kunne gå på vandet til november.

Læs også

Del artiklen