Muligt byggeri vil tage solen fra Lizzy og Inges terrasse

Ældre beboere på Bryggerivej utrygge ved planerne for naboens byggeri, der vil skabe indblik og skygge for solen.

Artiklens øverste billede
Inge Hansen og Lizzy Nielsen nyder solen på terrassen foran deres lejligheder hver dag. Det kan være slut, hvis naboen får lov at bygge op i 2½ etage. Foto: Kian Johansen

Ebeltoft "Hvis de bygger ovre på den anden side," så tager de livet fra mig."

Lizzy Nielsen sænker skuldrene og kigger over mod haven på den modsatte side af hendes terrasse og den lille sti, der forbinder ni mindre lejemål fra Djursbo med adresse på Bryggerivej i midten af Ebeltoft.

Den skrånende nabogrund ved Nørrealle 1 består af en del ældre frugttræer, buske og resten ligger i græs.

Jens Kjærgaard fra Ebeltoft, der er ejer af Nørrealle 1, har ansøgt om at bygge i alt 161 kvadratmeter i kælderplan og med en etage ovenpå.

Storkøkken og lille butik

I ansøgningen står der, at formålet er at etablere takeaway i ejendommen, Kaldet Karens Køkken.

På tegningerne ses et større køkken, opvaskeområde og områder til køl og frys, samt en mindre butik der skal nås fra Nørrealle. Fra butikken vil der være udgang til en mindre terrasse i træ mod syd, ned mod Jernbanegade, hvor der ligger et lyskryds under 100 meter fra den planlagte bebyggelse.

Imellem det nuværende pizzeria på Nørrealle 1 og den nye bygning skal der etableres et par parkeringspladser mod nord. Det vil betyde at en bil skal passere tværs over cykelsti og fortov for at parkere ved ejendommen.

Byggeriet vil være i gadeniveau på Nørrealle, men på grund af den skrånende grund vil bebyggelsen komme op i 2 ½ etage set fra Bryggerivejs ni lejligheder, der selv er på 1 ½ etage.

Det vil betyde et byggeri med en højde på højeste sted på godt 12 meter og samme længde, altså 12 meter.

I denne have er der ansøgt om at bygge et hus i op til 2 ½ etage. Husets bagside er placeret cirka i udkanten af det store træ og vil nå endnu højere op end lygtepælen. Foto: Kian Johansen

Er afhængig af sollys

Det er netop højden på byggeriet der får Lizzy Nielsen og naboen Inge Hansen til at overveje en flytning, hvis Syddjurs Kommune godkender byggeriet.

For ifølge skyggediagrammer, så vil byggeriet især skygge for netop de to lejemåls terrasser i de solrige timer i løbet af dagen.

"Det vil betyde, at vi ikke får lys ind i lange perioder," sukker Lizzy Nielsen, der lider af depression og er stærkt afhængig af sollys, især i vintermånederne, hvor hendes tilstand altid forværres.

"Jeg har jo netop fundet den her lejlighed fordi der er sol på terrassen. Vi sidder tit ude alle sammen og taler med hinanden. Og ofte rykker vi stolene over mod hækken, for at få den sidste sol med. Det vil være slut, hvis de bygger i flere etager," forklarer Lizzy Nielsen, der understøttes af Inge Hansen.

Samtlige beboere er mellem 70 og 90 år gamle og de små lejligheders størrelse er som skabt til den ældre generations retræte.

I et høringssvar har de ni lejligheders beboere især peget på skyggeeffekten og muligheden for, at man kan kigge ned på deres terrasser, men de har også peget på de gener, en nybygget ejendom med et stort industrikøkken kan betyde for naboerne.

Djursbo er urolige

"Det her er tydeligvis ikke vores kop the. Vi støtter fuldt ud op om vores afdelingsbestyrelses bekymring i høringssvaret. Der er blandt andet bekymringer om parkeringsforhold, hvordan varemodtagelsen skal foregå og om man vil benytte den sti der løber langs vores lejemål. Og om, at byggeriet vil ligge tæt på et lyskryds på en stærkt befærdet Nørrealle," siger Dennis Larsen, direktør for Djursbo der udlejer de ni lejligheder på Bryggerivej.

Området set fra syd. Til venstre Djursbos' ni lejligheder på Bryggerivej. I midten den have der måske skal bygges på og til højre Nørrealle op mod Nørrealle 1. Foto: Kian Johansen

Lad kommunen gøre deres arbejde færdigt

Jens Kjærgaard fra Ebeltoft er ejer af Nørrealle 1. Han har ansøgt om at bygge i kælderplan og en etage ovenpå på adressen Nørrealle 1. I alt 161 kvadratmeter.

"Lad os nu se hvad der sker. Jeg har sendt en byggeansøgning ind og det syntes jeg vi skal overlade til kommunen at undersøge. Det har de jo styr på."

Hvad er dine planer med byggeriet. Der står jo i byggeansøgningen, at det handler om catering og Karens Køkken?

"Det er ikke nødvendigvis det, der skal ske. Tiden er jo gået med den her byggeansøgning og Corona har været i gang længe. Jeg har måske andre planer med byggeriet. Men det vil jeg ikke afsløre endnu," siger Jens Kjærgaard.

Naboerne på Bryggerivej er især bekymrede for at solen forsvinder fra deres terrasser og også fra deres lejligheder, og at der bygges højt og meget tæt på dem. Hvordan forholder du dig til det?

"Skygger kommer og går. Vi har jo netop brugt 10.000 kroner ekstra på at få udarbejdet skyggediagrammerne, for at vise hvor lidt påvirkning byggeriet får for omgivelserne. Desuden bliver der jo kun bygget i en etage plus kælderplan, ifølge lokalplanen kunne jeg bygge i to etager og det har jeg undladt," siger Jens Kjærgaard der ikke har yderligere kommentarer.

Lizzy Nielsen i sin lille lejlighed på Bryggerivej, der i forvejen er mørk det meste af tiden. Bag hende ser du vinduerne mod vest ud mod Bryggertorvet. Lyset kommer primært fra vinduerne i den modsatte ende mod øst. Og det er her, at et nybyggeri vil fjerne solens stråler det meste af dagen. Foto: Kian Johansen

Alle har protesteret

Alle høringssvar er imod projektet.

Både naboerne på Bryggerivej og Djursbo er betænkelige ved projektet, men også BLIS, der står for By-og landskabskultur Syddjurs, er yderst kritiske.

"Facadernes opdeling med vinduer og døre tager på ingen måde udgangspunkt i den ældre købstadsarkitektur, som er præget af princippet "pille-vindue". Det fremsendte projekt ser mere ud til at have taget udgangspunkt i nyere huse fra 1970-erne, som på ingen måde er tilpasset det gamle bymiljø i Ebeltoft," lyder det.

Ud over flere mindre kritikpunkter, kommer denne melding.

"BLIS finder ikke, at byggeriet er i overensstemmelse med bestemmelser i den Bevarende Lokalplan nr. 177. Ejendommens foreslåede udtryk forekommer yderst uheldigt. Bygningen bliver endvidere meget eksponeret, dels som afslutning på det bevaringsværdige købstadsmiljø, dels ud mod Nørrealle. "

Der kigges på sagen

Næste skridt i sagen, og måske en afgørelse finder sted i starten af maj, forklarer Rune Packness, der er sagsbehandler hos Byggeri og Landzone i Syddjurs Kommune.

"Det er en speciel sag, alene det forhold, at vi får så markante meldinger fra alle parter i sagen der har høringsret," forklarer Rune Packness.

Ebeltoft er en speciel størrelse i denne sammenhæng. For byen er en købstad. Der er forholdsvis strikse krav til byggeriernes udseende og placering. Samtidig er det sværere at bygge i en forvejen tæt bebygget by, hvor der ikke er så meget plads at tage af længere.

Et bygningsreglement tager ikke højde for naboernes fysiske forhold og alder. Og uanset hvad der er planlagt bygget på en sådan grund, så vil der være en vurdering af generne ved skyggeforhold, forklarer sagsbehandleren.

"Hvis ansøgeren undervejs skifter byggeriets formål ud med noget andet, så må vi forvente en ny ansøgning. Lige nu vurderer vi efter en ansøgning om, at der skal etableres en form for take away på grunden. Men det ændrer ikke på vores nøgterne vurderinger af blandt andet skyggeforholdene og de gener nogle beboere vil få ved det," siger han videre.

På Bryggerivej håber Lizzy Nielsen at kommunen vil sørge for at byggeriet ikke komme til at skygge så meget for solen.

"Hvis det bliver så højt som i ansøgningen, så ville det kvæle mig," siger hun.

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen