Gunnar Sørensen: Mere synlighed fra Erhvervshus Midtjylland, ja tak

Formanden for Udvalget for erhverv og beskæftigelse i Syddjurs ser frem til at få Erhvervshus Midtjyllands virksomhedskonsulenter udstationeret i kommunen

Artiklens øverste billede
Gunnar Sørensen bifalder, at Erhvervshus Midtjylland udstationerer sine virksomhedskonsulenter ude i kommunerne. Arkivfoto

ERHVERVSLIV Erhvervshus Midtjyllands bestyrelse har besluttet at udstationere en række af Erhvervshus Midtjyllands virksomhedskonsulenter rundt om i de midtjyske kommuner.

”Der er fra flere sider givet udtryk for, at behovet for erhvervshusets ydelser er endnu større end den markante efterspørgsel, som vi allerede oplever. Dette skyldes bl.a., at mange lokale iværksættere og virksomheder ikke er godt nok klar over, hvad erhvervshuset har at byde på, ligesom erhvervshusets tilbud i højere grad kunne kombineres med lokale erhvervsmæssige styrkepositioner og ønsker. Det vil vi gerne råde bod på ved at styrke den lokale synlighed af erhvervshuset ved ganske enkelt at være mere tilstede lokalt.”, siger Søren Olesen, formand for Erhvervshus Midtjyllands bestyrelse.

Formand for Udvalget for erhverv og beskæftigelse i Syddjurs, Gunnar Sørensen (V), hilser med stor tilfredshed, at Erhvervshus Midtjylland nu vil udstationere sine virksomhedskonsulenter ude i kommunerne.

"Vi kan se fra de meldinger, vi får fra dele af erhvervslivet i vores kommune, at der er et behov for, at Erhvervshus Midtjylland kommer tættere på, så stor opbakning fra min side til, at det nu sker," siger Gunnar Sørensen, som henviser til en nylig lavet undersøgelse af Business Djurslands direktør Ole Svit bekræfter, at behovet for nærhed fra Erhvervshus Midtjyllands virksomhedskonsulenter er der.

"Der er en opfattelse af, at de kun hjælper store eksportvirksomheder, men de skal i høj grad også hjælpe iværksættere og nye og mindre virksomheder," understreger udvalgsformanden.

Samråd med Syddjurs

Konkret bliver den øgede lokale tilstedeværelse af Erhvervshus Midtjylland udformet i samråd med den enkelte kommune og kan eksempelvis være ved at have fast kontortid i lokale iværksættermiljøer, udviklingsparker, branchefællesskaber eller hos den lokale erhvervsservice.

Erhvervshus Midtjylland har kontorer i Aarhus (Incuba), i Herning (Innovatorium) og i Horsens (FÆNGSLET), og planen er således, at et antal virksomhedskonsulenter nu rykker ud og får deres udgangspunkt lokalt rundt om i kommunerne.

"Jeg var ikke bekendt med den nye strategi, før du nu fortæller mig det, men i Syddjurs er vi parate til hurtigt at snakke med Erhvervshus Midtjylland om placering og omfang," siger Gunnar Sørensen.

Det nye initiativ sættes iværk hurtigst muligt og forventes at være fuldt i drift på denne side af sommerferien, oplyser Erhvervshus Midtjylland.

Overblik ønskes

Udvalgsformanden har bedt sit embedsværk om til udvalgets maj-møde at forberede et dagsordenspunkt med overskriften 'Overblik over Syddjurs Kommunes erhvervsindsats'.

"Jeg mener, der er et politisk behov for at få et overblik over, hvordan vores indsats overfor erhvervslivet fungerer."

Gunnar Sørensen nævner, at der efterhånden er flere spillere på markedet.

"Vi har vores aftale med Erhvervshus Midtjylland, som jeg fornemmer overvejende tilfredshed med i de dele af erhvervslivet, som benytter Erhvervshusets virksomhedskonsulenter. Desuden er der vores egen Erhvervsservice Syddjurs med to ansatte konsulenter, og så har Business Djursland tydeligvis fået mange flere muskler med deres ansættelse af en direktør og andre medarbejdere på deltid."

"Vi trænger til at få en politisk diskussion af, hvordan vi bedst muligt sikrer, at erhvervslivet får gavn af de mange aktører. Den får vi på vores udvalgsmøde i maj."

Hilsen fra borgmesteren

Gunnar Sørensen blev først for et par måneder siden bekendt med, at alle nye virksomheder i Syddjurs får et tilsendt et velkomstbrev fra borgmesteren.

"Hver gang der oprettes et nyt CVR-nummer i Syddjurs, sender borgmesteren et brev ud. Det er sikkert fint nok, men som udvalgsformand for erhverv og beskæftigelse var det selvfølgelig oplagt, at jeg også var involveret og fik de samme oplysninger. Det skal jeg have en snak med borgmesteren og kommunaldirektøren om, hvordan vi lige klarer dette."

Et møde, der ifølge borgmester Ole Bollesen var aftalt til mandag.

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen