Joan reddede Markedsdagen

"Jeg elsker at se glade mennesker og jeg savner at møde dem i vores by," siger Joan Bødker Madsen, der genopliver aflyst markedsdag i Hornslet.

Artiklens øverste billede
En rundtur til naboernes bod, en bette snak og måske en god handel. Hornslet Markedsdag er reddet i år. Arkivfoto: Kian Johansen

Hornslet Joan Bødker Madsen savner som så mange andre i sin by den lokale markedsdag, hvor midtbyen normalt spærres af, og hvor gamle 'Hornslettere' dukker op for at mødes med gamle bekendte.

Markedsdagen blev aflyst i 2020 og Hornslet Handel aflyste også i år.

Men det ændrede et opslag på den lokale Facebookside på.

"Jeg spurgte bare om vi ikke kunne holde den alligevel, og pludselig var der over 100 der var med, og så blev jeg bedt om at stå for det," griner Joan Bødker Madsen i telefonen.

Kort før sidste tilmelding er der tilmeldt 54 stande og størstedelen af Hornslet Handels butikker holder åbent fra klokken 10-15 lørdag 8. maj, som er samme tidsrum og åbningstider som markedsdagen.

"Vi blev glade, da vi blev spurgt, men vi skulle lige være sikre på, at vi kunne holde åbent på en corona-sikker måde," siger Rebecca Vinther Jacobsen fra Hornslet Handel.

Følg kortet til boderne

Konceptet er enkelt. De tilmeldte boder er udendørs og på egen grund rundt om i byen. Her skal alle selv sørge for sprit og mundbind og afstand.

Det samme skal kunderne.

Og Joan Bødker Madsen sørger for et kort, hvor du kan se hvor boderne ligger. Det slås op på flere lokale facebook-sider og så hænges det op i vinduerne i institutioner og steder hvor folk kommer, lover Joan Bødker Madsen, der gør det helt frivilligt.

"Jeg kan ikke lade være. Jeg elsker at gøre ting for andre og min familie. Mine tre børn og jeg trænger i den grad til at se andre glade mennesker, så simpelt er det," siger Joan Bødker Madsen.

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen